43-årige kvinde i grundlovsforhør

3. maj 2024

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 11.30

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.30 en 43-årig kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Hun er indtil videre sigtet for forsøg på manddrab.

Sent torsdag aften modtog politiet en anmeldelse om, at en 47-årig mand var blevet slået i hovedet med en hammer samt tildelt snitskader med en hobbykniv på en adresse i Stabrand på Djursland nær lufthavnen i Tirstrup.

Den 43-årige kvinde blev anholdt på adressen kl. 22.15, mens en 44-årig mand stadig er efterlyst til sagen.

Den 47-årige mand blev efterfølgende kørt på hospitalet til behandling for sine skader. Han er ikke i kritisk tilstand.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre af hensyn til, at der er endnu en mistænkt i sagen, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere til sagen.

**