Ekstremt vejr ændrer danskernes rejsevaner denne sommer

12. juni 2024
Ekstremt vejr ændrer danskernes rejsevaner denne sommer

Kæmpehagl og skovbrande påvirkede mange danskeres ferie sidste år. En ny undersøgelse fra Europæiske ERV viser, at flere vælger at tage på ferie udenfor højsæsonen eller fravælger bestemte rejsemål, når de skal rejse denne sommer.

Dramatisk vejr på ferien

Sidste sommer blev mange danskere ramt af ekstremt vejr, som ændrede deres ferieoplevelser markant. For nogle var det kæmpehagl i Italien, som ødelagde biler og satte en brat stopper for ferien. Andre måtte afbryde deres ferie i Grækenland og blive evakueret på grund af voldsomme skovbrande. Disse hændelser har sat dybe spor og påvirker nu, hvordan mange planlægger deres ferie denne sommer.

Undersøgelsen viser nye rejsemønstre

Europæiske ERV har foretaget en undersøgelse, der afslører, hvordan det ekstreme vejr påvirker danskernes rejseplaner. Ifølge undersøgelsen vil 14 % af de adspurgte rejse udenfor højsæsonen for at undgå de ekstreme vejrforhold. Ligeledes vil 14 % vælge destinationer, som er mindre udsatte for ekstremt vejr. Nogle danskere vælger helt at droppe udlandsrejser og planlægger i stedet at holde ferie i Danmark – dette gælder for 5 % af de adspurgte. Derudover vil 5 % af de adspurgte blive hjemme, mens 7 % stadig er usikre på, om vejret vil påvirke deres rejseplaner denne sommer. For ca. halvdelen af de adspurgte har det ekstreme vejr dog ingen indflydelse på deres rejseplaner.

Peter Steen Olsen, økonomidirektør og talsmand for Europæiske ERV, siger: “Det kan have været egne oplevelser, nyheder eller beretninger fra andre, som måske har gjort indtryk og som har betydning for, hvorfor nogle danskere forventer at rejse anderledes i år. Det er ikke overraskende, at nogle vil rejse udenfor højsæsonen, hvor der ofte er lavere temperaturer og derfor også kan være lavere risiko for f.eks. skovbrande. Det vil være nogle, som måske er blevet overrasket over sidste sommer og derfor har valgt destinationer, hvor klimaet er mindre påvirket af ekstremt vejr. Nogle vil måske også vente at se, hvordan vejret udvikler sig på bestemte destinationer i sommerferien, før de tager en beslutning om, hvorvidt de ønsker at rejse afsted.”

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført blandt 543 danskere, der modtager Europæiske ERV’s nyhedsbrev i starten af maj 2024. Det viser en klar tendens: Ekstremt vejr får flere til at genoverveje, hvornår og hvor de rejser hen.

Påvirker ekstremt vejr dine rejseplaner til sommer?  
Nej, det påvirker ikke mine rejseplaner53 %
Jeg bliver hjemme5 %
Jeg rejser udelukkende indenfor landets grænser5 %
Jeg vil rejse færre gange1 %
Jeg vil tage på kortere ferier1 %
Jeg vil rejse udenfor højsæsonen til sommer14 %
Jeg vil rejse til destinationer, som er mindre påvirket af ekstremt vejr14 %
Ved ikke7 %