Nyheder

Er du autist, der vil støtte andre autister? Ny midtjysk uddannelse åbner dørene

Specialområde Autisme i Region Midtjylland slår nu dørene op for en ny uddannelse, der skal uddanne peermedarbejdere til autismeområdet. Uddannelsen giver autister værktøjer til at bruge deres egne erfaringer til at støtte andre autister.

Er du autist, der vil støtte andre autister? Ny midtjysk uddannelse åbner dørene
6. september 2024
Af Benedikte Jensen

Uddannelsen varer fem måneder og kombinerer undervisning med praktik. Undervisningen foregår i Silkeborg, mens praktikken finder sted på et af de tilknyttede praktiksteder. Praktikstederne er folkeskoler, HF-uddannelser, botilbud og beskæftigelsestilbud i Øst- og Midtjylland.

Støtte til at føle sig mere set og forstået

Botilbuddet Lindebo i Syddjurs Kommune er et af praktikstederne. Her ser afdelingsleder Inger Schmidt frem til at modtage en peermedarbejder:

– Jeg tror det kan være med til at udvikle og øge kvaliteten af vores tilbud. Peermedarbejdere kan hjælpe beboerne på Lindebo med at føle sig mere set og forstået. Det vil forbedre deres trivsel og give dem bedre muligheder for at forfølge deres håb og drømme, siger hun.

Et andet praktiksted er TH. LANGS HF & VUC i Silkeborg. Her er der oprettet klasser for elever med psykiatriske diagnoser, herunder autisme. Rektor Nanna Skulvad håber, at peermedarbejderen kan støtte disse elever i både socialt samvær og undervisning.

– Vi håber, at eleverne vil opleve det som en fordel og inspiration at møde en ligestillet. Der er gode erfaringer med peermedarbejdere i andre sammenhænge, og de selv får også meget positivt ud af det. Det passer godt med vores skolekultur at støtte denne type initiativer,” siger hun.

En vej ind på arbejdsmarkedet

Projektet bygger på gode erfaringer fra psykiatrien og har også til formål at hjælpe autistiske mennesker ind på arbejdsmarkedet. Det er nemlig muligt at søge en 2-årig ansættelse som peermedarbejder, når man har afsluttet sin praktik.
 
– Det er vores ambition, at projektet kan skabe meningsfulde jobs og bryde med fordomme om autistiske menneskers jobmuligheder. Samtidig håber vi, at det kan inspirere andre, så det kan sprede sig til mange flere botilbud, skoler, beskæftigelsestilbud og uddannelser,” siger Freja Hamalainen Sirdorf, faglig udviklingschef i Specialområde Autisme.

Første hold starter i januar 2025, og ansøgningsfristen er d. 21. oktober. 

Fakta om uddannelsen

Uddannelsen varer fem måneder og veksler mellem undervisning og praktik. Undervisningen foregår ti timer ugentligt i Silkeborg, mens praktikken foregår på et af de tilknyttede praktiksteder.

På det første hold kan man komme i praktik hos:

  • Hinnerup Beskæftigelse og Uddannelse, Specialområde Autisme
  • Kollegiet Hinnerup, Specialområde Autisme
  • Horsens HF & VUC
  • Randers HF & VUC
  • TH. LANGS HF & VUC
  • Botilbuddet Lindebo, Syddjurs Kommune 
  • Midtpunktet, Syddjurs Kommune
  • Specialtilbud Autisme, Låsby Skole, Skanderborg Kommune
  • Specialtilbud Autisme, Niels Ebbesens Skole, Skanderborg Kommune 

Efter uddannelsen kan man søge en 2-årig ansættelse som peermedarbejder på sin praktikplads. 

Projektet gennemføres af Specialområde Autisme, Region Midtjylland, i samarbejde med Aarhus, Syddjurs og Skanderborg Kommuner og Holmstrupgård. Projektet er støttet af TrygFonden.

Læs mere om uddannelsen her.

Debat om betalte sygedage: Skal Danmark følge Spaniens eksempel?

Læs også: Debat om betalte sygedage: Skal Danmark følge Spaniens eksempel?

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev