Nyheder
Kom ud og træn i naturen, mand!
Mænd med gigt har svært ved at komme ud ad døren og få rørt deres krop. Nu giver Gigtforeningen og DGI Østjylland dem et kærligt skub og inviterer til træning under åben himmel ni steder i landet lørdag den 12. oktober.
Flere end 700.000 danskere lever med gigt – en sygdom, der kan tage mange former og medføre daglige smerter, nedsat mobilitet og drænende træthed. Særligt mænd med gigt rammes af livsstilssygdomme og dårlig livskvalitet, fordi sygdommen afholder dem fra at være aktive i hverdagen.
Det vil Gigtforeningen og DGI Østjylland ændre på. I tæt samarbejde inviterer de to organisationer nu mænd med gigt til at træne ude i det blå med en uddannet naturtræner ved et stort landsdækkende event – kun for mænd. Et arrangement, der løber af stablen ni steder i landet på Den Internationale Gigtdag lørdag den 12. oktober.
”Regelmæssig motion og bevægelse er essentielt for gigtramte mænds livskvalitet, men vi har desværre erfaring med, at noget holder dem tilbage – for eksempel når træningen foregår indendørs, og når begge køn er repræsenteret. Derfor er vores landsdækkende naturtræningsevent anderledes. Her skal vi ud i naturen, og så er det kun for mænd,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.
Naturen som træningscenter
Naturtræningen er tilpasset mænd med gigt, og den stimulerer puls, balance, sanser og relationer. Også mentalt velvære vil være et fokusområde. DGI Østjylland håber, at eventet vil føre til, at mænd med gigt vil se den positive effekt af udendørs træning.
“Vi vil gerne inspirere flere mænd til at opdage, hvordan træning i naturen kan løfte både krop og sind. Naturen venter lige udenfor døren og er åben for os alle. Den er det perfekte sted at koble af, samtidig med at man kan få rørt kroppen og tage del i et aktivt fællesskab. Og netop dét, ved vi, er så vigtigt for mænd med gigt. Så kom ud, mærk naturen og bliv en del af den! Det er det, vi i DGI brænder for – at skabe rammerne, som gør det muligt,” siger Bjørn Ruben Pedersen, direktør i DGI Østjylland.
Et kærligt skub
Undersøgelser fra Forum for Mænds Sundhed viser, at mænd sjældnere end kvinder opsøger læge og andre sundhedstjenester, og at mange ikke får den hjælp, de har brug for i tide. Derudover har rigtig mange mænd ingen at være fortrolige med, hvilket kan føre til psykiske problemer. Det er derfor vigtigt at gøre en indsats og give mændene et kærlig skub for at få dem med. Og det kan naturtræningseventet her være med til, mener Forum for Mænds Sundhed, som derfor støtter op om arrangementet i oktober.
”Vi ved fra vores mangeårige arbejde med mænd, at det ofte er det uforpligtende fællesskab eller tilbud, der kan være med til at gøre, at flere mænd vælger at deltage. Derfor er det en god ide at afholde et event som dette for at få flere mænd med,” siger Mie Møller Nielsen, sekretariatschef i Forum for Mænds Sundhed.
De ni naturtrænings-events finder sted i Hjørring, Randers, Silkeborg, Esbjerg, Sønderborg, Hillerød, Frederiksberg, Holbæk og Nakskov lørdag den 12. oktober.
Tilmelding kan ske her: https://www.gigtforeningen.dk/maend
Fakta om Gigtforeningen, DGI og Forum for Mænds Sundhed
– Gigtforeningen arbejder for at forbedre vilkårene for de flere end 700.000 mennesker i Danmark, der lever med en gigtsygdom.
– Gigt er en af de mest udbredte kroniske sygdomme herhjemme. Gigt dækker over mere end 200 diagnoser, men nogle af de mest udbredte er slidgigt, leddegigt og urinsyregigt.
– DGI er Danmarks førende organisation inden for motion og breddeidræt.
– Forum for Mænds Sundhed er en organisation, der bl.a. arbejder for at skabe målrettede tilbud til mænd ift. ændring af livsstil, risikoadfærd og brug af sundhedsvæsnet.
Fakta om mænds sundhed
Mænd lever gennemsnitligt fire år kortere end kvinder, og mere end dobbelt så mange dør, før de fylder 65 år på grund af usund livsstil. Især mænd med gigt er udsatte, fordi smerter og nedsat funktion kan gøre det udfordrende at være fysisk aktiv i hverdagen. Samtidig kæmper mange med ensomhed og nedtrykthed.