Familie
Djurs Sommerland kåret til ”Årets Forlystelsespark” – for sjette år i træk!
56.590 stemmer er talt op, og Djurs Sommerland kan endnu engang glæde sig over en prestigefyldt anerkendelse. For sjette år i træk har børnefamilierne kåret Nordens største sommerland som ”Årets Forlystelsespark” i Danmark. Prisen blev overrakt lørdag den 16. november ved Børn i byens store prisshow på Glyptoteket i København.
Danske børnefamilier har igen valgt deres favorit til prisen ”Årets forlystelsespark” blandt et stærkt felt af nominerede. Blandt de øvrige nominerede var Legoland, Fårup Sommerland, Tivoli København og Bakken. Det særlige ved Børn i byen Prisen er, at det er børnefamilierne selv, der både nominerer og vælger vinderen. For sjette år i træk har børnefamilierne placeret Djurs Sommerland øverst på prispodiet.
”Det er fantastisk, at Djurs Sommerland endnu en gang modtager denne eftertragtede pris. Vi er dybt taknemmelige og stolte over, at Djurs Sommerland betyder noget særligt for så mange. Prisen er en stor anerkendelse af den flotte indsats vores 850 medarbejdere yder hver dag for at skabe uforglemmelige oplevelser til vores gæster,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.
På trods af en af de vådeste somre i dansk vejrhistorie har Djurs Sommerland haft sin næstbedste sæson nogensinde med hele 833.000 gæster og afsluttede sæsonen med rekordbesøg til Magisk Halloween i efterårsferien.
Bedste forlystelsespark for børnefamilier
Djurs Sommerland har som mål at give børnefamilierne oplevelser ud over det sædvanlige. For de to ejere og brødre Michael og Henrik B. Nielsen er visionen klar: Netop deres sommerland skal være landets bedste forlystelsespark, en ambition, som gæsterne tydeligt mærker. I forbindelse med afstemningen er der bl.a. udtalelser som:
”Den flotteste og mest velholdte park med plads til alle i familien, uanset alder. Skønt med spændende attraktioner og aktiviteter, men også rolige grønne områder, hvor man kan slappe af og lege frit.”
”Vi har været forskellige steder igennem de sidste fem år med vores nu 8-årige datter, og Djurs Sommerland er det eneste sted, hvor vi kommer igen hvert år. Gode forlystelser for hele familien og lækker mad til ganske fine priser.”
”Vores (og børnenes) absolutte yndlingssted. Masser af sjove forlystelser, gode legepladser og gode muligheder for både madpakker og køb af mad og drikke. Og is. Altid sødt og imødekommende personale.”
For de to direktører er investeringer, kvalitet, loyalitet og dedikerede medarbejdere opskriften på den succesfulde forlystelsespark, der også gør sig internationalt bemærket. I september blev Djurs Sommerlands store nyhed i 2024, El Grito Drop Tower, hædret med prisen ”Best new ride in Europe”. Djurs Sommerland blev desuden placeret i top fem i kategorien ”Europe’s best regional theme parks”.
Rejsen fortsætter i 2025, hvor børnefamilierne kan glæde sig til nye, spændende oplevelser. Parkens to direktører ser frem til at præsentere næste sæsons nyheder som led i deres fortsatte ambition om at skabe oplevelser i verdensklasse.