Forbruger

Du kan spise torsk med god samvittighed til nytår

Når familier på Djursland samles til nytårsaften, kan de med ro i sindet nyde en god portion torsk. Selvom der ofte tales om truede fiskebestande, er torsken i Nordsøen og Skagerrak på ingen måde blandt dem.

Du kan spise torsk med god samvittighed til nytår
Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening Foto: Danmarks Fiskeriforening
30. december 2024
Af Dinny Eriksen

Ifølge eksperter og fiskeriorganisationer er der rigeligt med torsk i de nordlige farvande, og fiskekvoterne er fastsat med omhu for at sikre bæredygtigheden.

Rigeligt med torsk – og mere end danskerne kan spise

De danske fiskere har i 2024 haft kvoter, der tillader fangst af over 6.000 ton torsk fra Nordsøen og Skagerrak. Det er langt mere, end hvad vi som nation selv spiser, og der er dermed rig mulighed for at servere torsk på nytårsbordene på Djursland og resten af landet.

“Rygterne om torskens død i Danmark er vildt overdrevne. Faktisk vil jeg kalde det en misinformationskampagne” siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

Han peger på, at flere store spisefiskearter, herunder torsk, har det godt i de danske farvande. Torsken i Østersøen og de indre danske farvande har det dårligt, men situationen er markant anderledes i de nordlige farvande, hvor fiskerne oplever stabile og sunde bestande.

Et bæredygtigt valg til nytårsaften

På Djursland, hvor mange holder fast i traditionelle nytårsretter, er torsken en vigtig del af menuen. Med de nuværende fangstkvoter og forskernes vurderinger kan lokalbefolkningen nyde torsk med god samvittighed. Fangstkvoterne fastsættes nemlig på baggrund af forskning fra Det Internationale Havforskningsråd (ICES) for at sikre, at fiskebestandene forbliver sunde.

Kvoterne for 2025 indebærer en mindre reduktion i forhold til 2024 – fra 6.000 ton til omkring 5.000 ton – men det er stadig langt mere, end danskerne forbruger. Reduktionen skal bidrage til en langsigtet balance, især i lyset af regionale udfordringer i de sydlige farvande.

Fiskeriets betydning for lokalområdet

Fiskeriet spiller en vigtig rolle for mange lokalsamfund, og på Djursland er det ingen undtagelse. Med en stor kommercielle fiskerihavn i Grenå, er der tæt forbindelse til kystkulturen og de danske fiskerierhverv. Når lokale butikker og supermarkeder tilbyder friskfanget dansk torsk, er det også en støtte til de familier og erhverv, der lever af havets ressourcer.

“Bestandene går op og ned som alt andet i naturen” forklarer Svend-Erik Andersen og understreger, at fiskerne arbejder ud fra internationale anbefalinger for at sikre, at også fremtidige generationer kan nyde torsk på nytårsaften.

Tradition med lokal smag

På Djursland er torsken ikke bare en traditionel nytårsret, men også en del af den lokale madkultur, som mange værner om. Serveret med kartofler, sennepssovs og grønt er torsken en elsket klassiker, der samler familien omkring bordet.

Så når man sætter sig til bords nytårsaften, kan borgere på Djursland roligt skåle og nyde en bæredygtig nytårstorsk – til glæde for både smagsløg og samvittighed.

Godt nytår – og velbekomme!

Kilde: Ritzau/Danmarks Fiskeriforening

Aarhus Airport redningsplan med ny investor er kommet tættere på

Læs også: Aarhus Airport redningsplan med ny investor er kommet tættere på

Tilmeld dig vores nyhedsbrev