Nyheder
Ældre kvinder narret af svindlere
Tirsdag fik Østjyllands Politi anmeldelser fra to ældre kvinder, der var blevet kontaktet af mænd, som narrede dem til at udlevere kontooplysninger.
En 82-årig kvinde fra Grenaa var blevet ringet op af en mand, der sagde, at han var fra Udbetaling Danmark, og at hun havde nogle penge til gode, der skulle sættes ind på hendes konto. Han skulle bare lige bruge nogle kontooplysninger.
Kvinden gav ham oplysningerne, men kort efter fik hun alligevel en fornemmelse af, at noget var galt, og hun tog derfor fat i et familiemedlem, og sammen fik de kontaktet banken. Det viste sig, at nogen forgæves havde forsøgt at flytte penge fra kontoen, der nu blev spærret.
En 88-årig kvinde fra Viby J var knap så heldig. Hun blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra banken, og han fik overbevist hende om, at hun skulle have skiftet kreditkort og oplyse sin pinkode til ham. ”Bankmanden” fortalte, at han ville sende et bud efter hendes kreditkort, og lidt efter stod en mand ved døren, som hun afleverede kortet til.
Der nåede at blive hævet nogle tusinde kroner på kortet, inden kontoen blev spærret.
Østjyllands Politi vil endnu en gang opfordre til, at man aldrig udleverer kode eller kort. Banken eller andre myndigheder vil aldrig bede om personfølsomme oplysninger på den måde. Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer om, at de skal passe på den slags bedrageri.