Alarm 112
Mange brugbar henvendelser i formodet drabssag – politiet efterlyser dog fortsat oplysninger
Siden Østjyllands Politi onsdag offentliggjorde identiteten på den 26-årige polske mand, der fredag i sidste uge blev fundet død i en kloak ved Harlev J vest for Aarhus, har politiet modtaget flere brugbare henvendelser fra offentligheden. Efterforskningen fortsætter ufortrødent, og politiet opfordrer fortsat borgere til at komme med relevante oplysninger.
Siden Østjyllands Politi onsdag offentliggjorde identiteten på den 26-årige polske mand, der fredag i sidste uge blev fundet død i en kloak ved Harlev J vest for Aarhus, har politiet modtaget flere brugbare henvendelser fra offentligheden. Efterforskningen fortsætter ufortrødent, og politiet opfordrer fortsat borgere til at komme med relevante oplysninger.
Mange brugbare tip fra borgerne
Politiet har gennem de seneste dage modtaget en række henvendelser, der kan have betydning for opklaringen af sagen.
”Vi er meget glade for de mange henvendelser, vi har fået, og vi kan også allerede godt sige, at vi har modtaget flere gode henvendelser, som er relevante for vores efterforskning. Det er stadig alt for tidligt for os at sige noget om, hvordan den 26-årige er afgået ved døden, men vi arbejder fortsat intensivt med sagen og har en lang række ting, vi undersøger nærmere,” siger fungerende vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.
Politiet arbejder ud fra en formodning om, at den 26-årige mand har været udsat for en forbrydelse, før han blev placeret i kloakken. Dog er de nærmere omstændigheder omkring hans død endnu ukendte.
Borgere opfordres til at gemme overvågningsmateriale
I forbindelse med efterforskningen beder Østjyllands Politi borgere i Østjylland om at sikre og gemme eventuel udendørs videoovervågning. Skulle materialet vise sig relevant for efterforskningen, vil politiet tage kontakt til de pågældende borgere.
Dødsårsag stadig ukendt
Obduktionsrapporten af den 26-årige mand er endnu ikke afsluttet, og politiet ønsker ikke at dele konklusionerne med offentligheden af hensyn til efterforskningen.
”Vi har fortsat et stort arbejde foran os, og derfor har vi nu også brug for at få arbejdsro i forhold til at få klarlagt med sikkerhed, hvordan den 26-årige mand afgik ved døden,” siger Flemming Nørgaard.
Han tilføjer:
”Vi hører stadig gerne fra borgere med relevante oplysninger, men vi beder også om forståelse for, at vi ikke på daglig basis kan offentliggøre alle sagens detaljer til borgerne, selvom vi er klar over, at der er stor interesse for sagen.”
Politiet opfordrer til fortsatte henvendelser
Alle henvendelser til politiet vil blive grundigt gennemgået og vurderet i forhold til deres relevans for efterforskningen. Østjyllands Politi vil melde bredt ud, så snart der er nyt at dele med offentligheden.
Har man oplysninger, der kan være relevante for sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.