Familie
Unge viser vejen: Rekordtilmelding til landsindsamling
På søndag den 9. marts går mange danskere på gaden og deltager i Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling til fordel for mennesker i verdens brændpunkter.
Rekordmange tilmeldte til landsindsamlingen
Op mod 7.000 unge går søndag d. 9. marts på gaderne for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde til fordel for mennesker ramt af krig og klimakatastrofer i blandt andet Gaza, Ukraine og Zimbabwe. Det er næsten 1.000 flere end sidste år og vidner om en stærk solidaritet blandt de unge.
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Jonas Nøddekær, er begejstret over udviklingen: “Jeg er virkelig overvældet over, at vi igen i år oplever rekordmange unge, der kontakter os, fordi de ønsker at samle ind til mennesker i verdens fattigste lande.”
To af indsamlerne, Ida og Malou, går i 9. klasse i Nørresundby og har for andet år i træk engageret sig aktivt i at organisere landsindsamlingen i deres lokalområde. ”Det er en megafed oplevelse at være med! Med alt det, der sker rundt om i verden lige nu, kommer man let til at tænke: ’Lille mig kan jo alligevel ikke gøre en forskel’. Men når vi går sammen på den måde her i hele Danmark, så er det jo kæmpestort – og så betyder det jo virkelig noget, hvad vi gør her i Nørresundby. Det er virkelig fedt at være med til,” fortæller Ida Munk Pedersen.
En vigtig indsats i en krisetid
Folkekirkens Nødhjælp understreger, at der netop nu er et akut behov for støtte til verdens mest udsatte mennesker. Jonas Nøddekær uddyber: “Jeg er virkelig glad for, at unge som Ida og Malou tager ansvar for verden. Det er så vigtigt, at danskerne ikke mister modet i disse vilde tider, men bruger deres energi på at handle. Min værste frygt er, at vi mister troen på, vi kan gøre en forskel, og synker hen i afmagt. For vi kan hjælpe og skubbe verden i en bedre retning. Det er Ida og Malou et rigtig godt eksempel på.”
Han peger på de alvorlige konsekvenser af Donald Trumps beslutning om at suspendere næsten al amerikansk udviklingsbistand: “Donald Trumps beslutning om at suspendere næsten al amerikansk udviklingsbistand har enorme konsekvenser for millioner af mennesker, der ikke længere kan få adgang til basal nødhjælp som mad og drikke, vaccinationer og skolegang. Derfor tæller hver en krone lige nu.”
Der er stadig ledige ruter til landsindsamlingen i hele landet. Interesserede kan tilmelde sig her.
Kilde: Ritzau