Nyheder

Kattekillinger i nød: Dyrenes Beskyttelse mangler plejefamilier til udsatte killinger

Årets første flaskekilling blev allerede i marts indleveret til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde. Den lille killing, der blot vejede lidt over 100 gram, blev fundet som den eneste overlevende fra sit kuld på et lager i Lidl. Det tidlige fund varsler endnu en hård sæson for dyreinternaterne.

Kattekillinger i nød: Dyrenes Beskyttelse mangler plejefamilier til udsatte killinger
Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelses internater tusindvis af kattekillinger. Mange af disse er så små, at de har brug for konstant pleje for at klare den. Dyrenes Beskyttelse efterlyser familier, der kan hjælpe med at sikre de mange killingers overlevelse. Foto: Stine Skov-Jensen/Dyrenes Beskyttelse
Af Dinny Eriksen 18. april 2025

– Når vi siden marts har fået indleveret meget små killinger, tyder alt på, at vi igen i år kan se frem til en sæson med mange efterladte killinger, der har brug for pleje 24 timer i døgnet, fortæller Karina Fisker, internatleder ved Dyrenes Beskyttelse i Roskilde.

flaskekilling Dyrenes Beskyttelse
Årets første flaskekilling kom til Roskilde Internat i starten af marts. Det var en lille killing på lidt over 100 gram, som blev fundet på et Lidl-lager som den eneste overlevende fra sit kuld. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Uden plejefamilier klarer de sig ikke

Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelse tusindvis af killinger, som enten bliver indleveret af borgere eller fundet forladt i naturen – ofte i meget dårlig tilstand. Mange af killingerne er kun få uger gamle og alt for små til at kunne spise selv. Nogle har endda stadig navlestrengen siddende.

– De små killinger kan typisk stadig ikke spise selv og skal derfor have mad hver anden eller tredje time for at overleve. De har med andre ord alle odds imod sig, siger Karina Fisker og understreger, at det er en kamp mod uret for at redde de svageste.

Internaterne har ikke bemanding nok til at pleje de yngste døgnet rundt. Derfor spiller plejefamilier en altafgørende rolle i at give flaskekillingerne en chance for at overleve.

Minister: Det skal være lettere for unge landmænd at blive selvstændige

Læs også: Minister: Det skal være lettere for unge landmænd at blive selvstændige

Plejefamilier søges akut

Flaskekillingesæsonen varer fra omkring maj til oktober, og behovet for hjælp er størst i sommermånederne. Derfor søger Dyrenes Beskyttelse allerede nu frivillige plejefamilier, der kan tage sig af killingerne i hjemlige rammer.

– Det er en stor, men meningsfuld forpligtelse. Killingerne har brug for omsorg, varme og mad døgnet rundt, og det kræver både tid og tålmodighed at tage sig af dem, siger Karina Fisker.

Plejefamilier skal have bil og bo inden for cirka 30-40 minutters kørsel fra et af Dyrenes Beskyttelses internater. Man kan også blive plejefamilie for killinger, der kan spise selv, eller for en mor med killinger, hvis man ikke bor tæt på et af de relevante internater.

Interesserede kan kontakte deres nærmeste dyreinternat og blive inviteret til en introduktionsaften.

Killinger Cathrine Cocks
vert år bliver mange killinger dumpet i papkasser, tasker og andre genstande rundt omkring i Danmark. Killingerne kan ikke klare sig selv og ankommer ofte til dyreinternaterne i rigtig dårlig stand, hvis de overhovedet er så heldige at blive fundet i live. Foto: Cathrine Cocks/Dyrenes Beskyttelse

Et voksende problem

Mange killinger bliver hvert år fundet i papkasser, tasker og lignende – efterladt uden mulighed for at klare sig selv. Uden hurtig hjælp dør de fleste. Samtidig vokser problemet hurtigt, hvis kattene ikke neutraliseres.

En enkelt hunkat kan få op til 12 killinger om året fordelt på tre kuld. Disse killinger bliver selv kønsmodne i løbet af få måneder, og bestanden kan derfor eksplodere på kort tid. På blot fire år kan én enkelt hunkats afkom vokse til hele 4.802 katte.

Hjælp findes i de små hænder

Dyrenes Beskyttelse håber, at flere borgere vil melde sig som plejefamilier og dermed være med til at redde liv. Hver enkelt killing, der reddes, tæller – og med den rette indsats kan udsatte killinger få en ny chance i livet.

Du kan finde kontaktoplysninger på alle internater og læse mere om at blive plejefamilie på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.

dyreinternat DK
Hele 92% af danskerne mener selv, de holder til højre – men tvivler på hinanden

Læs også: Hele 92% af danskerne mener selv, de holder til højre – men tvivler på hinanden

Over 40.000 har allerede stemt: Nu er det sidste chance for at stemme på, hvad der er særligt dansk

Læs også: Over 40.000 har allerede stemt: Nu er det sidste chance for at stemme på, hvad der er særligt dansk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev