Sport

19-årig Mike Themsen blev helten for Randers FC med afgørende mål i underholdende kamp

Fredag aften bød på stor dramatik på Cepheus Park Randers, hvor Randers FC med en 3-2-sejr over FC Nordsjælland spillede sig tættere på Superligaens tredjeplads. Kronjyderne er nu blot to point efter Brøndby, som indtager tredjepladsen, og har skabt et trepoints forspring til FC Nordsjælland.

19-årig Mike Themsen blev helten for Randers FC med afgørende mål i underholdende kamp
Foto: Randers FC
Af Dinny Eriksen 2. maj 2025

Målrig affære på Cepheus Park

Kampen startede i højt tempo, og efter blot 20 minutter bragte Randers sig foran 1-0, da FC Nordsjællands målmand Andreas Hansen lavede selvmål. Gæsterne svarede igen kort efter, hvor Levy Nene udlignede til 1-1 efter 37 minutter.

Kort før pausen kunne hjemmepublikummet juble igen, da Norman Campbell udnyttede en friløber og gjorde det til 2-1 i overtiden af første halvleg.

I anden halvleg pressede Randers på, men det var alligevel Nordsjælland, der kom på tavlen næste gang, da Benjamin Nygren udlignede til 2-2 i det 72. minut.

Læs også:

Themsens store aften

Afgørelsen faldt otte minutter før tid, hvor indskiftede Mike Themsen scorede til 3-2 efter en flot assist fra Mathias Greve. Den unge angriber var lykkelig efter kampen:

Det er en fed følelse. Det er en sejr, vi utrolig gerne vil have, og så komme ind og afgøre det, det er en fed følelse. Det er meget forløsende,” sagde Mike Themsen til Viaplay efter kampen.

Skader, udskiftninger og nerver

Kampen bød også på dramatik uden for måltavlen. Allerede efter 11 minutter måtte Frederik Lauenborg udgå med en skade og blev erstattet af Laurits Raun Pedersen. Randers’ trænerstab foretog flere taktiske udskiftninger undervejs, bl.a. blev Campbell og Odey skiftet ud i det 73. minut, hvilket viste sig klogt, da Themsen senere blev matchvinder.

Stillingen i Superligaen

Med sejren indtager Randers nu fjerdepladsen med tre point ned til FC Nordsjælland og kun to point op til Brøndby på tredjepladsen. Dermed har Randers for alvor meldt sig ind i kampen om medaljerne i denne sæson.

Kampfakta

Mål:
20’ Andreas Hansen (selvmål) 1-0
37’ Levy Nene 1-1
45’+2 Norman Campbell 2-1
72’ Benjamin Nygren 2-2
82’ Mike Themsen 3-2

Gule kort: Sindre Walle Egeli, John Björkengren, Stephen Odey, Caleb Yirenkyi

Udskiftninger:
12’ Lauenborg → Raun Pedersen
73’ Campbell → Themsen
73’ Odey → Musa Touré
86’ Hansen → Kopplin
86’ Nordli → Mahmoud

Startopstilling: Paul Izzo, Sabil Hansen, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Oliver Olsen, Frederik Lauenborg, John Björkengren, Mathias Greve, Simen Bolkan Nordli, Stephen Odey, Norman Campbell

Læs også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev