Familie

Oplev økologiske grise på nært hold: Sofari på Brusgård ved Randers søndag den 18. maj

FGU Brusgård inviterer hele familien til en særlig dag med økologi, dyrevelfærd og glade grise i centrum

Oplev økologiske grise på nært hold: Sofari på Brusgård ved Randers søndag den 18. maj
Foto: Henrik Bjerregrav
Af Dinny Eriksen 14. maj 2025

Søndag den 18. maj slår FGU Østjylland på Brusgård dørene op for årets Sofari – en landsdækkende besøgsdag, hvor nysgerrige borgere inviteres helt ud i den økologiske griseproduktion. I Randers foregår det på Brusgårdvej 17 i Randers SØ, hvor både børn og voksne kan opleve, hvordan økologiske dyr lever og passes.

Glade grise og unge dyrepassere

Brusgård er hjemsted for økologiske grise, der lever hele deres liv udendørs. Her får de plads til at rode i jorden, bade i mudder og løbe frit omkring. Det er eleverne på FGU Østjylland – unge, der er i gang med at finde vej mod job eller uddannelse – som står for den daglige pasning af dyrene.

”Her lever søer, pattegrise og slagtegrise ude på marken hele livet med plads til at udleve deres naturlige adfærd. Med krølle på halen og trynen i jorden spurter smågrisene omkring, mens søerne køler sig i mudderhuller, når varmen kommer, og slagtegrisene æder sig tykke og fede,” lyder det fra undervisere og elever på Brusgård.

Fodboldtrøjer, flaskepant og fondsmidler: Sådan hjalp Danmark børn med kræft

Læs også: Fodboldtrøjer, flaskepant og fondsmidler: Sådan hjalp Danmark børn med kræft

Rundvisning, quiz og øko-præmier

Dagens program byder blandt andet på rundvisninger, hvor gæster kan komme tæt på dyrene og høre om økologi i praksis. Der vil også være mulighed for at tale med både undervisere og elever om den Forberedende Grunduddannelse og arbejdet med dyr og landbrug.

For børnene er der sjove aktiviteter som leg i halmen, tatoveringer, pixibøger og plakater. Voksne kan tage Øko-grisens almanak med hjem – et hæfte med opskrifter på økologisk grisekød året rundt. Og alle besøgende kan deltage i en quiz og vinde økologisk kød til en værdi af 600 kr.

Viden om dyrevelfærd er i fokus

Baggrunden for Sofari er et ønske om at give forbrugere bedre indsigt i, hvad der adskiller økologisk fra konventionel griseproduktion. Ifølge en ny Voxmeter-undersøgelse, som Landbrug & Fødevarer står bag, kender mange danskere nemlig ikke til de grundlæggende forskelle:

  • 61 % ved ikke, at økologiske grise skal have mulighed for at udøve naturlig adfærd
  • Kun 34 % er klar over, at øko-grise har adgang til det fri hver dag
  • Blot 27 % ved, at halekupering er forbudt i økologisk griseproduktion

Økologi koster – og gør en forskel

Formanden for Økologisektoren i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen, er én af årets værter og glæder sig til at fortælle mere om arbejdet med økologiske grise.

”Som økologiske husdyrproducenter knokler vi hver dag for at give vores dyr et godt liv med krølle på halen. Et liv, hvor de har mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd, og hvor smågrisene går sammen med soen, indtil de er klar til fast føde. Efter min opfattelse er det den rigtige måde at have gris på, men det koster selvfølgelig ekstra at producere på den måde,” siger Hans Erik Jørgensen.

En dag med nærvær og nysgerrighed

Formand for FØKS, Randi Vinfeldt, peger på, at Sofari handler om at bygge bro mellem forbrugernes valg og den viden, de har til rådighed.

”Det er ikke til at se forskel på konventionelt og økologisk produceret kød, når man står nede i supermarkedet. Kun på prisen. Det er her ude ved de økologiske landmænd, at forskellen viser sig. År efter år har jeg oplevet, at folk bliver positivt overraskede over den velfærd og den måde, vi producerer grise på,” siger hun.

Praktisk information

  • Tid og sted: Søndag den 18. maj kl. 10-14 på Brusgårdvej 17, 8960 Randers SØ
  • Pris: Arrangementet er gratis
  • Målgruppe: Alle interesserede – børn, voksne, familier, madentusiaster og nysgerrige sjæle

www.sofari.dk kan man finde flere oplysninger og se en oversigt over alle 15 gårde, der deltager i Sofari 2025.

Fakta om økologiske grise:

  • Fødes i hytter på marken og går ude med soen i mindst 7 uger
  • Har altid adgang til det fri
  • Har ekstra god plads og adgang til rodematerialer og grovfoder
  • Får udelukkende økologisk, GMO-frit foder
  • Halekupering er forbudt

Sofari arrangeres af Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, FØKS, Friland A/S, Organic Pork og Tican.

Hemmeligt forskningsprojekt: 140.000 danskere informeres nu

Læs også: Hemmeligt forskningsprojekt: 140.000 danskere informeres nu

Fire organisationer får støtte: Ny millionpulje skal engagere unge mænd i kampen mod online sexisme

Læs også: Fire organisationer får støtte: Ny millionpulje skal engagere unge mænd i kampen mod online sexisme

Tilmeld dig vores nyhedsbrev