Sport

Randers FC kan spille europæisk kamp i Århus på søndag – men det afhænger af pokalfinalen

Hvis FC København vinder pokalfinalen, skal Randers FC møde Silkeborg IF i playoff-opgør på Ceres Park

Randers FC kan spille europæisk kamp i Århus på søndag – men det afhænger af pokalfinalen
Foto: Dinny Eriksen, Logo: Randers FC
Af Dinny Eriksen 26. maj 2025

Randers FC kan få chancen for at spille med om europæisk deltagelse, når der på søndag den 1. juni kl. 18.30 potentielt afvikles en Europa Playoff-kamp mod Silkeborg IF. Men kampen afhænger helt af resultatet i pokalfinalen mellem FC København og Silkeborg, som spilles torsdag.

Fjerdepladsen åbner døren til Europa

Randers FC sluttede sæsonen på en imponerende fjerdeplads i 3F Superligaen. Den placering giver adgang til en såkaldt Europa Playoff-kamp, men kun hvis FC København vinder pokalfinalen på torsdag.

Skulle det ske, møder Randers FC Silkeborg IF i et altafgørende opgør om en plads i kvalifikationen til UEFA Conference League.

Solrig sommerdag med svag vind og en klar nat

Læs også: Solrig sommerdag med svag vind og en klar nat

Kampen spilles i Aarhus

På grund af etableringen af hybridbane på Cepheus Park Randers kan kampen ikke spilles i Randers. I stedet bliver Ceres Park i Vejlby i Aarhus rammen om det vigtige opgør.

– Det bliver ikke i Randers, fordi vi er ved at lave vores bane om. Kampen bliver spillet i Aarhus, hvis vi skal spille den, og vi er ved at arrangere en masse med vores sponsorer, fans, sæsonkortholdere og så videre, i forhold til hvordan vi bedst muligt kan sætte det i stand til på søndag, siger Randers FC’s fodbolddirektør Søren Pedersen til Viaplay Sport News.

Portene til stadion åbner kl. 17.30, og Ceres Park har en kapacitet på cirka 8.800 tilskuere.

Billetter: Først adgang for sæsonkortholdere og samarbejdsklubber

Allerede tirsdag vil sæsonkortholdere, sponsorer, VIP’er samt moder- og samarbejdsklubber kunne hente billetter via direkte mail. Det almene billetsalg starter torsdag aften umiddelbart efter pokalfinalens slutfløjt.

Alle pladser vil være unummererede, og billetpriserne svarer til en A-kamp: 130 kr. for voksne og 50 kr. for børn. Sæsonkortholdere kan hente billetter frem til kampstart – med forbehold for udsolgte pladser.

Særlige betingelser for køb af billet

For at sikre, at hjemmeafsnittet forbeholdes Randers FC-fans, er billetsalget begrænset til personer, der tidligere har købt billet online til klubbens hjemmekampe i foråret 2025.

Er man ikke omfattet af det kriterium, kan man stadig få adgang ved at oprette en billetprofil og sende en mail til billet@randersfc.dk. Klubben fjerner herefter restriktionerne fra profilen.

Mulighed for bustur til kampen

Randers FC arbejder også på at arrangere busture til Ceres Park for både sæsonkortholdere og almindelige billetkøbere. Yderligere information om dette forventes offentliggjort snarest.

Udebaneafsnit også til salg torsdag

Billetter til udebaneafsnittet sælges via https://rfc.eventii.dk og bliver også tilgængelige torsdag aften, hvis Randers FC bliver modstander i playoff-kampen. Priserne her følger samme struktur som for hjemmeafsnittet.

Alt afhænger af pokalfinalen

Pokalfinalens udfald er afgørende for, hvem der skal spille søndagens kamp. Vinder FC København, bliver det Randers FC mod Silkeborg IF. Vinder Silkeborg, er det Brøndby IF og Viborg FF, der mødes.

Kilde: Randers FC/Viaplay Sport News

Nordic Dance Academy samler danselystne unge og voksne: Over 130 deltog i pinse-drop-in

Læs også: Nordic Dance Academy samler danselystne unge og voksne: Over 130 deltog i pinse-drop-in

IKEA tilbagekalder populær hvidløgspresser: Risiko for metaldele i maden

Læs også: IKEA tilbagekalder populær hvidløgspresser: Risiko for metaldele i maden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev