Job

Overraskede tal: Seniorer får nyt job som aldrig før og sætter rekord i nyansættelser

I en tid, hvor det samlede antal danskere, der får nyt job, falder, går én aldersgruppe stik imod udviklingen. Seniorerne – danskere på 60 år og derover – finder i stigende grad nye jobmuligheder og sætter samtidig rekord i nyansættelser.

Overraskede tal: Seniorer får nyt job som aldrig før og sætter rekord i nyansættelser
Foto: Adobe
Af Dinny Eriksen 1. juni 2025

Flest jobskift blandt seniorer siden 2009

Nye tal fra jobindsats.dk, bearbejdet af Lederne, viser, at antallet af seniorer, der skiftede job i 2024, nåede op på hele 49.549 personer. Det er en stigning på 2.795 sammenlignet med året før og det højeste antal, siden man begyndte at opgøre jobskifte på aldersniveau i 2009.

Samtidig faldt antallet af personer i aldersgruppen 18-59 år, der fik nyt job, med 18.288 personer. På tværs af alle aldersgrupper faldt jobomsætningen med over 15.000 personer – fra 874.919 i 2023 til 859.426 i 2024.

Et enigt Folketing giver ny støtte til forældre i krise

Læs også: Et enigt Folketing giver ny støtte til forældre i krise

Seniorer som attraktiv arbejdskraft

Ifølge Kim Møller Laursen, beskæftigelsespolitisk chefkonsulent hos Lederne, er det en bemærkelsesværdig udvikling:

“Det er bemærkelsesværdigt, at det netop er de mest erfarne på arbejdsmarkedet, der oplever fremgang, mens andre aldersgrupper går tilbage. Det understreger, at seniorer i stigende grad ses som en attraktiv arbejdskraft,” siger han og tilføjer:

“Tallene afliver i hvert fald myten om, at arbejdslivet slutter, når man runder 60 år. Tværtimod er seniorerne blevet langt mere jobmobile, hvilket stemmer godt overens med et arbejdsmarked under konstant forandring. Og så har den gradvise forhøjelse af folkepensionsalderen naturligvis også stor betydning.”

En udvikling mange år undervejs

Udviklingen er ikke et resultat af en enkeltstående tendens i 2024. Ser man på tallene over en længere årrække, er stigningen markant. I 2009 var det kun 24.565 personer på 60 år og derover, der fik nyt job. Det tal er næsten fordoblet på 15 år.

Kim Møller Laursen ser også dette som udtryk for en større kulturændring på det danske arbejdsmarked:

“De nye tal bekræfter også, at mange virksomheder har fået øjnene op for, at det er kompetencer og ikke alder, der er vigtigst, når ledige stillinger skal besættes. Det er en udvikling, vi bør støtte op om og styrke yderligere.”

Fakta: Jobomsætning 2024

  • I alt 859.426 personer i Danmark fik nyt job i 2024
  • Det er et fald på 15.493 personer i forhold til 2023
  • Antallet af nyansatte seniorer (60+) steg med 2.795 personer
  • Tallene inkluderer personer, der skifter job, kommer fra ledighed eller træder ind på arbejdsmarkedet

Kilder: Jobindsats.dk og Ledernes egne beregninger

Perspektiv: Et arbejdsmarked i forandring

De nye jobtendenser blandt seniorer peger på et arbejdsmarked, der er i opbrud. Hvor man tidligere kunne forvente, at ældre medarbejdere blev længere i deres stillinger eller gik på pension, er fleksibilitet og livslang erhvervsaktivitet i dag i højsædet.

Uanset årsagen ser det ud til, at de ældre generationer ikke blot er klar til at tage del i fremtidens arbejdsmarked – de er allerede i gang.

Knap 45.000 unge står uden job og uddannelse i Danmark

Læs også: Knap 45.000 unge står uden job og uddannelse i Danmark

Tre nye profiler i spidsen for DI Randers-Norddjurs: Nu skal der sættes ny retning

Læs også: Tre nye profiler i spidsen for DI Randers-Norddjurs: Nu skal der sættes ny retning

Tilmeld dig vores nyhedsbrev