Kultur
Adrenalinen pumper og hjulene skriger, når Danish Supercar League indtager Ring Djursland i weekenden
Lørdag og søndag den 21.-22. juni bliver Tradium Ring Djursland midtpunkt for benzin, bragende motorlyde og stjernedrys, når Danish Supercar League ruller ind og tænder op under den tredje løbsweekend i sæsonen.
Her er 6 vilde ting, du ikke må gå glip af:
Læs også:
1. Super GT: Favoritdrama og lokale helte
Super GT-mesterskabet er i fuld gang, og toppen er tæt: Martin Andersen fører efter et suverænt løb i Viborg, men Kevin Brandsborg og Nicolai Nygaard Pedersen ånder ham i nakken. Og hold øje med lokale Casper Pilgaard fra Ryomgaard, som lige nu ligger syver i feltet – mon ikke han har lidt hjemmebanemagi i ærmet?
2. Jan Magnussen er tilbage!
Den danske racerkonge og Le Mans-legende Jan Magnussen stiller op i TCR Denmark. Efter en turbulent tur på Jyllandsringen jagter han revanche på en bane, han kender som sin egen bukselomme. Men han får kamp til stregen – blandt andet fra den lynhurtige tysker Mike Halder og teenage-kometen Malte Ebdrup. Det her bliver tæt!
3. Legend Car Cup = rendyrket galskab!
Med over 40 deltagere bliver der smæk for skillingen, når Legend-bilerne hamrer rundt med millimeterafstand og halsbrækkende overhalinger. Det er en publikumsfavorit – og med god grund.
4. Nordic 4: Fremtidens F1-stjerner folder sig ud
De unge formelkørere i Nordic 4 har tidligere banet vej for navne som Frederik Vesti og Malthe Jakobsen – og næste generation banker på døren. Tre heats fordelt over søndag giver masser af muligheder for både drama og uventede vendepunkter.
5. Danish Endurance Championship
To storslåede 60-minutters løb – ét lørdag, ét søndag – samler alt fra Opel til Ferrari i en episk langdistancedyst. Det handler ikke kun om fart, men også strategi og udholdenhed. Glem ikke pitstop-nerver og teamsamarbejde – det her er motorsport i Le Mans-stil!
6. Gæstekørsel, gridshow og gear-porno
Søndag formiddag byder på gæstekørsel i Super GT, hvor publikum får en sjælden chance for at opleve løbsbilerne på slap line. Kl. 12:22 sparkes det hele op med det populære gridshow, hvor man kommer tæt på både biler og kørere. Duften af oktan og champagne hænger tungt i luften!
Tidsplan: Sådan ser din weekend ud
Lørdag fra kl. 08.00:
✔ Træning og tidtagning i alle klasser
✔ DEC Heat 1 (kl. 13:30)
✔ Super GT super pole
✔ Nordic4 og Legend løb
Søndag fra kl. 09.00:
✔ Heats i alle fem klasser
✔ DEC Heat 2 (kl. 11:17)
✔ Super GT Heat 1, 2 og 3
✔ Gridshow og fuld fart hele dagen
Læs også: