Kultur
Ny, særlig loftsudstilling åbner på Gammel Estrup
Tag med op under taget på Gammel Estrup, hvor støvede trofæer, fuglebure og tørresnore gemmer på en vild og sanselig fortælling om livet bag herregårdens fine facader – men husk: kun 25 personer ad gangen og billet skal hentes samme dag!
For første gang nogensinde åbner Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum sit sydloft for publikum – og det bliver en ganske særlig oplevelse! Heroppe, hvor herskabet aldrig satte deres fod, kan man fra lørdag den 21. juni opleve en ny og sanselig udstilling: “Tjenestefolkenes usynlige verden”.
Men adgang er ikke for hvem som helst – der er nemlig kun plads til 25 personer ad gangen, og man skal hente en særskilt billet i museumsbutikken på selve dagen.
En glemt verden gemt under taget
Loftet emmer af en stemning, man ellers kun møder i gamle film og romaner: En magisk blanding af pulterkammer, tørresnor og støvede minder. Her blev gammelt ragelse opbevaret – mølædte jagttrofæer, umoderne møbler, knirkende musikinstrumenter og burene fra familiens forhenværende fugle.
Men loftet var også et arbejdssted. Om vinteren tørrede tjenestefolkene tøj i den iskolde luft under spærene, og rummet blev brugt til både opbevaring og praktisk hverdag – helt usynligt for herregårdens finere selskab.
Læs også:
Lys, lyd og liv bag kulisserne
Udstillingen er langt fra støvet. Den kombinerer autentisk interiør og indretning med moderne lyd- og lysinstallationer, der levendegør loftets mange funktioner. Højdepunktet er en stor model af hele herregården, hvor man kan følge stuepigernes daglige ruter fra rum til rum – helt ned til detaljerne.
Den originale tagkonstruktion fra 1700-tallet er bevaret, og det imponerende rum på 250 kvadratmeter er en seværdighed i sig selv. Her kan man stå under fritlagte spær og fornemme håndværket fra en svunden tid.
Læs også: