Familie

Unge scroller i timevis – simple tiltag kan give dem ro

Unge bruger mere tid på sociale medier end de ønsker, men små justeringer kan gøre en stor forskel. En ny analyse viser, at designændringer på apps som TikTok og Instagram kan hjælpe med at bryde den digitale afhængighed – og give unge mere ro og kontrol over deres skærmtid.

Unge scroller i timevis – simple tiltag kan give dem ro
(foto: Adobe)
Rikke Lund
Af Rikke Lund 20. juni 2025

Små ændringer, stor effekt

En ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger på, at selv små tiltag i sociale mediers design kan hjælpe unge med at skrue ned for deres daglige forbrug. Det handler ikke om at forbyde platformene – men om at tage kontrollen tilbage fra algoritmerne, som fastholder brugerne med notifikationer, evige feeds og autoplay.

Det seks uger lange forsøg, som 269 unge deltog i, viser, at enkle løsninger som korte venteperioder før appen åbnes, eller faste tidspunkter til brug, kan bryde vanen med at scrolle i timevis – helt uden at unge føler, at de går glip af noget.

Unge fastholdes mod deres vilje

Mange unge er på sociale medier fra morgen til aften, og det går især ud over søvn og koncentration. Gymnasieelever bruger op mod en femtedel af deres skoletid på de sociale medier, og 4 ud af 10 unge tjekker dem mindst én gang i timen i skoletiden.

Problemet er ikke bare tidsforbruget, men også at mange unge føler sig fanget af platformene. De åbner dem ofte automatisk, uden at tænke over det – en vane, som skader både trivsel og mental sundhed. Her viser analysen, at få og enkle greb kan gøre en mærkbar forskel.

Regeringen kræver handling

Erhvervsminister Morten Bødskov slår fast, at tech-giganterne har et ansvar for at skabe sundere platforme: “De skal passe bedre på vores børn og unge på deres platforme.” “Det handler ikke om at forbyde sociale medier, men om at sikre, at de ikke manipulerer unge til at scrolle og klikke mod deres vilje.”

Også digitaliseringsminister Caroline Stage mener, at tiden er løbet fra naiviteten: “Vi har i mange år været for naive om konsekvenserne af sociale medier. Nu er det tid til at tage det lige så alvorligt som andre former for afhængighed.”

Begge ministre efterlyser strammere regulering, herunder krav om aldersverifikation, som kan beskytte børn og unge mod platforme og indhold, de reelt ikke er klar til.