Forbruger
Væggelus med hjem fra ferien? Sådan undgår du de små blodsugere
Du tænker måske kun på sol og afslapning, når du pakker til ferie – men din kuffert kan ende med at smugle væggelus med hjem. De små blodsugere elsker at gemme sig i tekstiler, og hvis de først kommer indenfor, kan det blive en dyr fornøjelse. Især hvis du bor til leje og ikke reagerer hurtigt.
Væggelus spreder sig hurtigt og ubemærket
Du kan nyde en ferie uden problemer – og stadig tage væggelus med hjem. Disse små, flade insekter er mestre i at gemme sig i tekstiler, revner og sprækker, og de følger ofte med i bagagen efter hotelophold. De er aktive om natten og tilbringer dagen skjult under madrasser, i lamelgardiner eller bag paneler.
I lejeboliger, især i etageejendomme, hvor beboerne bor tæt, kan væggelus hurtigt sprede sig mellem lejligheder. Hvis du opdager dem, er det vigtigt at reagere med det samme og informere din udlejer.
”Som lejer har man pligt til at informere sin udlejer, hvis man opdager væggelus. Det er afgørende for at få problemet håndteret her og nu – og for at undgå selv at hæfte for udgifterne, hvis skadedyrene når at sprede sig,” fortæller Simone Ørum Holmbo, underdirektør i EjendomDanmark.
(foto: Adobe)
Læs også:
Sommermånederne giver flere smittede kufferter
Hos EjendomDanmark opleves der hvert år en stigning i henvendelser om væggelus i sommermånederne. Selvom problemet stadig vurderes som relativt begrænset, bør man ikke tage let på det.
Væggelus kan overleve i flere måneder uden føde, og derfor kan de sagtens gemme sig i tekstiler eller sprækker og først dukke op længe efter hjemkomst. Det gør dem vanskelige at udrydde – og endnu vigtigere at undgå i første omgang.
Bidemærker fra væggelus (foto: Adobe)
Sådan undgår du væggelus i din bagage
Den bedste måde at beskytte sig mod væggelus på er ved at være opmærksom og tage nogle få, men vigtige forholdsregler, både før og efter ferien:
- Stil aldrig kufferten direkte på eller under sengen, når du bor på hotel
- Pak dit tøj i forseglede poser
- Vask alt tøj ved høj varme, når du kommer hjem – eller læg det i fryseren i mindst 48 timer
- Tjek hotelværelset for sorte pletter ved madrassens samlinger og under sengen
Væggelus er ikke et tegn på dårlig hygiejne, og de kan ramme alle. Men hvis du handler hurtigt og ansvarligt, kan du undgå, at ferieminderne bliver forvandlet til en dyr og kløende efterregning.
Læs også: