Erhverv
Kæmpe ejendomshandel i Randers: 450 lejemål skifter ejer
Lokale hænder overtager en af de største ejendomsporteføljer i byens historie
En af de største ejendomshandler nogensinde i Randers er nu faldet på plads. En samlet portefølje på 32 ejendomme med næsten 450 lejemål er blevet solgt til et trecifret millionbeløb.
Handlen er formidlet af erhvervsmæglerfirmaet EDC Erhverv Trio og omfatter både boliger og erhvervsejendomme. Mange af adresserne er velkendte for randrusianerne, blandt andet Østervold 39-41, hvor Sparekassen Kronjylland holder til i stueetagen, samt store boligkarréer i Niels Brocks Gade og på Gyldenlakvej.
Fra brødrepar til lokal erhvervsmand
Sælgerne er brødrene Henning og Uwe Jürgensen, der i mange år har ejet ejendommene gennem deres selskaber U & H Jürgensen I/S og Bolig & Erhverv Randers ApS. Køberen er den lokale erhvervsmand Jens Amdi Kirk, som blandt andet står bag selskabet Damm og Kirk A/S og har bestyrelsesposter i flere virksomheder.
Om det siger Magnus Leth Nielsen, medindehaver af EDC Erhverv Trio:
“Det glæder mig, at ejendommene bliver på lokale hænder, som jeg ved har en stor interesse i udviklingen af ejendommene og byen.”
Den samlede portefølje blev tidligere udbudt for 322 millioner kroner, men den endelige salgspris bliver ikke offentliggjort.
En lang proces bag kulisserne
De første ejendomme kom på markedet for omkring to år siden. Undervejs blev strategien ændret, så hele porteføljen blev solgt som én samlet pakke. Dialogen med potentielle købere begyndte for alvor i sommeren 2024, og aftalen blev endeligt indgået i juni i år efter omfattende forhandlinger.
Magnus Leth Nielsen, medindehaver af EDC Erhverv Trio, fortæller, at handlen har krævet en ekstraordinær indsats fra alle parter:
“Jeg glæder mig utroligt meget på begge parters vegne, over at det lykkedes at få handlen endeligt på plads.”
“Sælgerne kan drosle ned i tid og gøre klar til en roligere tilværelse, og køberne glæder sig til at komme i gang med deres planer for ejendommene.”
“Det gør mig utrolig stolt, at vi som erhvervsmæglerforretning er lykkedes med en opgave af den størrelse. Det er ikke hverdagskost, og det har krævet en ekstraordinær indsats over en meget lang periode.”
Sælgerne ønskede at drosle ned
Henning Jürgensen har tidligere forklaret, at beslutningen om at sælge blandt andet skyldtes ønsket om at trappe ned efter mange år som ejendomsejer.
Brødrene bekræfter salget, men ønsker ikke at kommentere yderligere på handlen.
Planer for fremtiden
Køberen, Jens Amdi Kirk, bekræfter også, at aftalen er på plads, men han ønsker først i nærmeste fremtid at løfte sløret for, hvad der skal ske med de mange ejendomme.
Med handlen forbliver ejendommene på lokale hænder, hvilket vækker glæde hos både mægler og flere aktører i byen.
Læs også: