Familie
Åbent Hospital blev et tilløbsstykke og mange fik et kig bag kulisserne på Regionshospitalet Randers
Sygehuset åbnede dørene søndag – børn, forældre og bamser fik et kig bag kulisserne.
Søndag den 7. september 2025 slog Regionshospitalet Randers traditionen tro dørene op til Åbent Hospital. Omkring 900 børn og voksne lagde vejen forbi i løbet af de tre timer, arrangementet varede. De medbragte bamser fik kyndig behandling – og gæsterne fik et sjældent indblik i hospitalets hverdag.
Bamseklinik med “rigtig” behandling
I Bamseklinikken blev de plyssede patienter lyttet på, fik tjekket hjertet, gips og forbinding, en tur på operationsbordet og efterfølgende forbi opvågningen. Behandlingsforløbet sluttede med “medicin” i form af M&Ms – til stor fornøjelse for både børn og bamser.
Læs også:
Læring på tværs af afdelinger
Ud over bamsebehandling bød dagen på rundvisninger og demonstrationer: gæsterne så, hvordan en fødsel forløber, fulgte blodprøvernes vej gennem laboratoriet, hørte om dialyse og fik indblik i modtagelsen af akutte patienter. Besøgende kunne desuden kigge indenfor i sterilcentralen og i dagkirurgiens operationsstuer.
Prøv-selv-aktiviteter for store og små
Mange kastede sig ud i hjerte-lunge-redning på træningsdukker, testede teknik på en kørestolsbane og prøvede øvelser for krop og hjerne hos fysio- og ergoterapien. I Enhed for Lindrende Behandling blev der talt i børnehøjde om sygdom, sorg og livets afslutning.
Et kig ind i historien – og fremtiden
Sygehusmuseet holdt ekstraordinært åbent, så gæsterne kunne dykke ned i hospitalets historie. Samtidig fortalte medarbejdere om kommende byggeri og udvidelser, der de næste år skal ændre hospitalet – blandt andet projektet Vita.
Lægebil på besøg og smagsprøver fra køkkenet
Lægebilen lagde vejen forbi i en times pause fra opgaver, og Patientkøkkenet delte smagsprøver ud på den mad, patienter møder under indlæggelse. Efter tre travle timer – kl. 10–13 – gik børn, bamser og voksne hjem med fyldte hoveder og maver samt masser af nye indtryk.
Læs også: