Erhverv

Carelink Pleje køber fynsk rengøringsfirma: Vil styrke helhedspleje på Fyn

Flenco Rengøring bliver en del af Randers-baserede Carelink Gruppen

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. oktober 2025

Randers-virksomheden Carelink Pleje A/S fortsætter sin vækststrategi på det private plejeområde og udvider nu aktiviteterne til Fyn. Virksomheden har nemlig overtaget samtlige kapitalandele i Flenco Rengøring ApS – et veletableret fynsk firma med base i Odense og aktiviteter i Nyborg, Svendborg og Nordfyns kommuner.

Styrket samarbejde om pleje og praktisk hjælp

Formålet med opkøbet er at skabe et stærkt fundament for helhedspleje på Fyn, hvor både pleje, praktisk hjælp og støttefunktioner samles i ét samlet tilbud tæt på borgerne.

Flencos nuværende ejer og direktør, Heidi Thorkilsen, fortsætter i virksomheden som driftsdirektør for Fyn. Hun får dermed en central rolle i at videreføre og udvikle de eksisterende aktiviteter i samarbejde med Carelink Pleje.

“Flenco er det rette afsæt”

Ifølge Carelink Plejes direktør, Dorthe Lund, markerer købet et vigtigt skridt i virksomhedens strategi om at skabe mere sammenhængende forløb for borgere og medarbejdere.

”Vi har store ambitioner for helhedspleje på Fyn, og Flenco er det rette afsæt. Virksomheden har stærk lokal forankring, et godt navn og et dygtigt team. Sammen kan vi skabe mere sammenhæng for borgerne, flere uddannelsesmuligheder for medarbejderne og bedre digitale værktøjer,” udtaler Dorthe Lund.

Lokal forankring bevares

Også Heidi Thorkilsen ser store muligheder i samarbejdet med Carelink Pleje:

Jeg er stolt af det, vi har bygget op, og glæder mig til at fortsætte rejsen i samarbejde med Carelink Pleje. Med adgang til en større faglig organisation, flere udviklingsressourcer og et tydeligt fokus på helhedspleje, kan vi skabe endnu bedre forløb for borgerne på Fyn uden at give køb på nærheden og den lokale forankring,

Fakta om Flenco Rengøring ApS

Flenco Rengøring ApS blev grundlagt i 1995 og har i dag 57 medarbejdere. Virksomheden er godkendt leverandør af praktisk hjælp i fire fynske kommuner og servicerer over 1.200 borgere. Flenco har gennem årene opbygget et solidt ry for kvalitet, pålidelighed og personlig service.

Med opkøbet styrker Carelink Pleje A/S, der har hovedsæde i Randers, sin position som en af landets førende private aktører inden for hjemmepleje og praktisk bistand – nu med et markant fodfæste på Fyn.