Nyheder
Kystdirektoratet informerer om droneflyvninger ved Randers Fjord: Skal kortlægge digernes tilstand
I uge 43 og 44 vil borgere langs Randers Fjord kunne få øje på droner, der flyver over digerne omkring Randers Fjord.
Det er Kystdirektoratet, der gennemfører en række opmålinger som led i et landsdækkende projekt, der skal forbedre varslingen af digebrud under stormflod og højvande.
Kortlægger diger for svage punkter
Flyvningerne finder sted i uge 43 og 44 – og eventuelt nogle uger frem, afhængig af vejret. Dronerne indsamler data om digernes profil og overflade for at opdage forhold, der kan svække konstruktionen.
”Det kommer til at tage en uges tid eller to at færdiggøre opgaven. Vi flyver kun i dagslys over udvalgte diger spredt omkring hele fjorden,” fortæller dronefører Ciaran Knakkegaard Mc Loughlin fra Kystdirektoratets opmålingsteam.
Opgaven udføres af et hold på to til tre droneførere, og dronerne flyver maksimalt 60 meter over terrænet og højst 550 meter fra piloten. En typisk flyvning varer 15-20 minutter. Kystdirektoratets medarbejdere er lette at genkende på gule refleksveste – droneføreren bærer desuden en vest med teksten ”dronefører”.
Diger omkring Randers Fjord som skal tjekkes – Foto: Kystdirektoratet
Læs også:
Nyt kort over flyvninger skal skabe tryghed
For at mindske utryghed blandt borgerne har Kystdirektoratet oprettet en offentlig side, hvor alle planlagte droneflyvninger kan ses.
Efter den seneste tids hændelser er folk ekstra opmærksomme på droner, og det er ikke så overraskende. Vi vil gerne undgå at gøre folk utrygge og i stedet fortælle, at droner bruges i mange nyttige sammenhænge,” siger Kamilla Fiedler Terkildsen, leder af opmålingsteamet.
Der understreges, at den nye liste ikke erstatter den direkte varsling, som beboere tæt på flyveområder modtager via e-Boks, men blot er en ekstra service.
Kun flyvning i dagslys – aldrig i weekender
Kystdirektoratet gør det samtidig klart, at der ikke flyves med droner hverken om natten eller i weekenderne – kun i dagtimerne på hverdage. Borgere er velkomne til at henvende sig til droneholdet, men først når flyvningen er afsluttet, og dronen står på jorden.
En vigtig brik i klimatilpasningen
De data, som dronerne indsamler, indgår i et større projekt, der skal skabe et mere præcist billede af de danske digers tilstand. Foreløbigt er der udført prøveboringer i omkring 260 kilometer diger på landsplan. Resultaterne skal bruges til at udvikle modeller, der kan forudsige, hvor der er risiko for digebrud – og dermed forbedre beredskabet mod stormfloder.
Borgerne kan løbende følge med i, hvor og hvornår der flyves, på Kystdirektoratets hjemmeside.
Læs også: