Erhverv
Nyt GLS-center officielt indviet i Randers – giver arbejde til hundredvis af lokale
Distributionsgigant udvider i Sønder Borup – tæt samarbejde med Randers Kommune sikrer lokale job
Med et officielt snoreklip og en rundvisning blev GLS’ nye distributionscenter på Metervej i Sønder Borup indviet torsdag den 30. oktober. Det 3.750 kvadratmeter store anlæg markerer både en markant udvidelse af GLS’ kapacitet i Midt- og Nordjylland og en styrkelse af samarbejdet mellem virksomheden og Randers Kommune.
200 nye arbejdspladser på vej
Når det nye center er fuldt bemandet, vil omkring 200 medarbejdere få deres daglige gang på lageret. Allerede fra starten er omkring 150 ansatte på plads.
Borgmester Torben Hansen (S) glæder sig over, at projektet har givet lokale borgere nye jobmuligheder:
“Stort tillykke til GLS med det topmoderne distributionscenter og tak for det gode samarbejde hele vejen igennem. Vi har haft en tæt dialog om en smidig rekrutteringsproces, som betyder, at jobsøgende borgere med forskellige baggrunde får en chance på arbejdsmarkedet. Det er den slags samarbejde, der gør en forskel,” siger borgmesteren.
Læs også:
Øget kapacitet og bæredygtighed
For GLS Denmark betyder centeret i Randers en kapacitetsforøgelse på op til 45 procent i den midt- og nordjyske region.
“Vi er rigtig tilfredse med vores nye lokation i Randers, som betyder, at vi kan øge vores kapacitet i det midt- og nordjyske, så vi også i fremtiden kan tilbyde vores kunder i området landets bedste leveringskvalitet. Vi kommer samtidig tættere på vores kunder og sikrer hurtigere og mere bæredygtige leveringer,” siger Steen Ravnsbæk Kristensen, Managing Director i GLS Denmark.
Rekruttering i samarbejde med kommunen
I august afholdt GLS, Randers Kommune og fagforeningen 3F en jobmatchevent, hvor 49 stillinger blev besat på blot fem dage. Siden er flere kommet til, og samarbejdet har givet virksomheden en effektiv opstart.
“Det er glædeligt at se, at GLS hurtigt har fået adgang til de medarbejdere, de har brug for, til deres nye center. Det er præcis den erhvervshjælp, som Randers Kommune hver dag arbejder for at tilbyde de virksomheder, som er på udkig efter nye medarbejdere,” siger Torben Hansen.
Også GLS’ direktør fremhæver det lokale samarbejde som afgørende:
“Vi er meget taknemmelige over den store interesse for at søge vores stillinger, og at vi på så kort tid kunne ansætte så mange nye medarbejdere. Det havde ikke været muligt uden det tætte samarbejde med Randers Kommune, som gjorde processen smidig og effektiv,” siger Steen Ravnsbæk Kristensen.
Et nyt logistikknudepunkt i regionen
Med åbningen af centeret i Randers har GLS nu ti driftslokationer i Danmark. Randers bliver fremover et centralt knudepunkt for virksomhedens logistik i hele regionen – og et eksempel på, hvordan samarbejde mellem erhvervsliv og kommune kan skabe både vækst og nye job i lokalområdet.
Læs også: