Nyheder

Private botilbud mistænkt for omfattende hvidvask: FOA kræver øjeblikkelig handling

En ny rapport fra Hvidvasksekretariatet tegner et rystende billede af forholdene på private sociale botilbud. Ifølge rapporten mistænkes en lang række tilbud for både hvidvask og skatteunddragelse – og FOA kalder fundene alarmerende.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 24. november 2025

Udbredt mistanke om økonomisk kriminalitet

En gennemgang af 301 sociale tilbud viser, at 46 af dem i perioden 2021-2024 har udløst fem eller flere underretninger om økonomisk kriminalitet. Det placerer botilbuddene blandt de 15 mest underrettede brancher ud af 600 – på niveau med brancher, der i forvejen er kendt for risiko for hvidvask.

Ifølge rapporten knyttes nogle af tilbuddene endda til fakturafabrikker og organiseret kriminalitet, som politiet allerede har kendskab til.

FOA: ”Resultatet skriger højt til himlen”

Hos FOA vækker rapporten stærk bekymring. Næstformand Thomas Enghausen lægger ikke fingre imellem:

Resultatet af undersøgelsen skriger højt til himlen og kalder med klar stemme på politisk handling nu. Regeringen og folketinget kan ikke sidde det her overhørig. Og myndighederne er også nødt til at sætte hårdt ind lige nu. Vi bliver nødt til en gang for alle at få kulegravet området, for det er jo med al tydelighed ikke enkelte brodne kar, det handler om. Det er en kynisk, systematisk udnyttelse af vores samfunds allermest sårbare og vores andres ønske om at hjælpe dem,” siger Thomas Enghausen.

FOA har i flere år advaret om, at skruppelløse ejere bruger botilbud til at trække store summer ud til privat gevinst – ofte på bekostning af beboernes trivsel.

Milliarder risikerer at havne i de forkerte lommer

De 46 mest problematiske tilbud har i alt modtaget godt 2,7 milliarder kroner af de mere end 13 milliarder, som området samlet fik i perioden 2021-2024. Det svarer til over en femtedel af de offentlige midler til botilbud.

For FOA understreger dette alvoren:

Jeg ville ønske, at mine bekymringer var blevet gjort til skamme. Men desværre kan vi jo læse sort på hvidt nu, at mistanken om snyd og kriminalitet er så udbredt på området, at botilbudsbranchen når det gælder underretninger rangerer på linje med brancher med ry for hvidvask som pizzarier, nedrivning, grillbarer og flytteforretninger. Og her taler vi om tilbud, som ellers er sat i verden for at tage sig af sårbare unge, svigtede børn, psykisk skrøbelige og mennesker med handicap. Det er virkelig rystende,” siger han.

FOA kræver styrket tilsyn og stop for profit

Ifølge FOA bør rapportens afsløringer føre til politisk handling. Enghausen peger på flere områder, der kræver akut indsats:

”Det er virkelig rystende, for det er jo penge, som skal gå til at sikre så god en tilværelse som muligt for nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund,” siger han.

FOA ønsker blandt andet:

  • En grundig kulegravning af hele botilbudsområdet
  • Skærpede krav til faglighed og ledelse, før et tilbud kan godkendes
  • Mere gennemsigtighed i botilbuddenes økonomi
  • Et styrket Socialtilsyn – ikke besparelser
  • Et opgør med muligheden for at trække profit ud af driften

Enghausen understreger alvoren:

Endelig bør det slet ikke være muligt at trække profit ud af driften af botilbud. Så længe der er det, frygter jeg, vi fortsat vil se, at området bliver udnyttet. En ting er, at vi er til grin for egne penge, en anden ting er, at vi svigter dem, det hele handler om. De sårbare,” siger Thomas Enghausen.

Politisk pres stiger

Med rapportens offentliggørelse og FOA’s markante udmeldinger er presset på regeringen og Folketinget nu stigende. Ifølge FOA kræver forholdene øjeblikkelig handling for at beskytte samfundets mest udsatte borgere og sikre, at offentlige midler ikke havner i hænderne på kriminelle.