Forbruger

Priskrig på smør: Så længe kan du gemme de billige pakker – og sådan gør du det rigtigt

Billige smørpakker frister – men holdbarheden afhænger helt af, hvordan du opbevarer dem

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 9. december 2025

Den store priskrig på smør og smørbart er i gang, og med de normale priser kan det for mange betale sig at købe stort ind, nu hvor man flere steder kan få en pakke Lurpak smør helt ned til 6 kr. Men før man fylder kurven, melder det praktiske spørgsmål sig: Hvor længe kan smør egentlig holde sig – og hvad kan man gøre for at undgå madspild?

Her får du et samlet overblik over holdbarhed, opbevaring og frysning af smør og smørbare produkter.

Smør i køleskab: 2-3 måneder – længere hvis du beskytter det rigtigt

Smør skal opbevares i køleskab, og her kan det som udgangspunkt holde sig i 2-3 måneder. For at bevare kvaliteten bedst muligt er det vigtigt, at smørret pakkes ind, så lys, varme og ilt bliver udelukket. Samtidig bør det ligge, så det ikke optager smag fra andre fødevarer i køleskabet.

På køkkenbordet: Omkring tre dage – og kortere i varme rum

Står smør ved stuetemperatur, er holdbarheden markant kortere. Ved stuetemperatur kan smør kun holde sig frisk i cirka tre dage.

Temperaturen i rummet spiller en stor rolle. Jo varmere smørret opbevares, jo hurtigere mister det friskhed. I et køligt rum kan smørret holde sig lidt længere, mens sol og varme i rummet reducerer holdbarheden.

Hvad er smør – og hvorfor opfører det sig sådan?

Smør er lavet af fløde, der kærnes, så kærnemælken skilles fra. Processen kan sammenlignes med at piske, hvor mælkefedtet samler sig i klumper, som æltes sammen. Resultatet er en halvfast masse, som typisk består af 80-82 % mælkefedt, mens resten er vand, protein og laktose – og eventuelt salt.

Netop fordi smør er en “ren” råvare uden tilsætningsstoffer, er opbevaring vigtig, hvis smag og kvalitet skal bevares.

Hvilken type har du købt? Det kan betyde noget for brugen

Når tilbuddene rammer, er det ikke kun klassiske smørpakker, der ryger i kurven. Der er flere typer på hylderne:

Saltet smør

Tilsat salt, som både giver smag og kan forlænge holdbarheden. Velegnet som smørepålæg og i madlavning.

Usaltet smør

Uden salt. Bruges ofte i bagning og desserter, hvor man selv vil styre saltmængden.

Økologisk smør

Fremstillet af økologisk fløde. For de fleste kan smagen beskrives som den samme som almindeligt smør, mens andre mener at det har en kraftigere smag, samt at det har en mere mørkegul farve.

Smørbart “smør

En smørbar variant, der bliver blødere ved at tilsætte rapsolie. Den er lavet til at kunne smøres direkte fra køleskabet og egner sig især til brød – men er ikke ideel til stegning eller bagning på grund af lavere fedtindhold og højere vandindhold. Kærgaard og Bakkedal er her blandt de mest populære brands.

Fryseren: Kan betale sig – men vær opmærksom på reglerne

Vil du udnytte tilbuddene mest muligt, er fryseren et oplagt værktøj. Frosset smør kan uden problemer holde sig i ni måneder.

Samtidig gælder en vigtig tommelfingerregel: Fryseren “sætter tiden i stå” i forhold til udløbsdatoen, men den forlænger ikke holdbarheden efter optøning. Har pakken fem dage til udløb, når den fryses ned, kan smørret altså kun holde sig i cirka fem dage, når det er tøet op.

4 tips til at fryse og tø smør

1) Pak lufttæt – og beskyt mod lys og lugt

Inden smør eller smørbare produkter ryger i fryseren, skal de pakkes grundigt ind. Brug en lufttæt beholder eller en frysepose, der lukkes helt tæt, så smørret ikke tager smag fra andre varer og ikke udtørrer.

2) Frys i portioner

Hvis du typisk kun bruger lidt ad gangen, så del smørret op, før du fryser det ned. Skær det i mindre stykker eller portioner, så du kan tage præcis den mængde ud, du skal bruge, uden at tø hele pakken op. På smørpakkerne er der små markeringer som viser hvor du skal skære for at lave den korrekt vægt og størrelse

3) Fryseren sætter tiden på pause – den forlænger den ikke efter optøning

Når du fryser smør ned, “pauser” du holdbarheden i forhold til udløbsdatoen. Men når smørret først er tøet op, har du kun den resterende tid tilbage, som der var på pakken, da du lagde den i fryseren. Man kan med fordel skrive datoen for nedfrysning på pakken.

4) Tø langsomt op for bedst kvalitet

Den mest skånsomme metode er at flytte smørret fra fryser til køleskab en aftenen eller to før brug. Så bevarer du både konsistens og smag bedst muligt, og smørret er typisk klar næste morgen. Har du glemt at tage smør op, kan du rive det groft, så det hurtigere bliver blødt ved stuetemperatur. Skal det i en varm ret, kan du også tilsætte det direkte fra frost i små mængder, mens maden varmes op.

Et alternativ på køkkenbordet: Den franske smørskål

Vil man gerne have blødt smør klar til madpakken uden at skynde sig at tage det ud i tide, findes der også et gammelt køkkentrick: En fransk smørskål kan gøre det muligt at opbevare smør ved stuetemperatur i længere tid.