Nyheder
Fugleinfluenza ramt hobbyhold syd for Mariager: Dødelig H5N1 bekræftet – zoner oprettet
Fødevarestyrelsen indfører beskyttelses- og overvågningszoner på 3 og 10 kilometer efter smitte i lille hønse- og duehold tæt ved Mariager
Fugleinfluenza er igen konstateret i Mariagerfjord Kommune – denne gang i et lille hobbyhold syd for Mariager. Udbruddet er sket på en ejendom cirka 2,5 kilometer syd for Mariager, og Fødevarestyrelsen har onsdag oprettet en beskyttelseszone på tre kilometer og en overvågningszone på ti kilometer omkring stedet for at begrænse risikoen for smittespredning.
Det fremgår, at prøver fra Statens Serum Institut har bekræftet, at der er tale om højpatogen fugleinfluenza H5N1, som beskrives som en dødelig og meget smitsom sygdom.
Fødevarestyrelsen zonekort:
Et hobbyhold med høns og duer syd for Mariager er ramt af fugleinfluenza. Derfor har Fødevarestyrelsen nu oprettet overvågnings- og beskyttelseszoner I en radius på 10 og 3 km fra udbruddet.
Alle høns døde – duerne aflivet
Det ramte hobbyhold bestod af syv fritgående høns samt 19 duer i en voliere. Alle høns er døde, og duerne er efterfølgende aflivet som følge af smitten og for at forebygge yderligere smittespredning.
Enhedschef Mette Kirkeskov Sie peger på vilde fugle som en sandsynlig smittekilde.
„Hønsene er sandsynligvis udsat for smitte fra vilde fugle,“ siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie.
Læs også:
Myndigheder: Overdækning og foder under tag er vigtigt
Mette Kirkeskov Sie understreger, at fjerkræ i indhegninger større end 40 kvadratmeter skal overdækkes og sikres mod indflyvning af vilde fugle. Samtidig skal foder og vand – uanset indhegningens størrelse – være under tag, så vilde fugle ikke kan spise med.
Hun opfordrer generelt til skærpet opmærksomhed på smittebeskyttelse.
„Det er fortsat vigtigt at alle, der har fugle i deres varetægt har ekstra fokus på god smittebeskyttelse, så vi kan minimere risikoen for smitte med fugleinfluenza. Når vi kommer rundt i landet, er det dejligt at se, at besætningsejere virkelig har taget alle de gode råd til sig og gør en kæmpe indsats for at beskytte deres fugle,“ siger Mette Kirkeskov Sie.
Forbud mod flytning af fugle, æg og produkter i zonerne
Med de nye restriktionszoner følger en række krav og forbud i den kommende tid. Alle fjerkræejere inden for zonerne skal registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.
Derudover er det forbudt at flytte levende fugle, æg og fjerkræprodukter til og fra zonerne uden særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Det er også forbudt at afholde markeder, udstillinger eller konkurrencer med fugle og fjerkræ i zonerne.
Zonerne ophæves først efter undersøgelser
Restriktionerne bliver ophævet, når Fødevarestyrelsen har gennemført undersøgelser i restriktionszonerne, og risikoen for smittespredning er mindsket.
Læs også: