Nyheder
Ny analyse: Dagligvarebutik i udkanten kan koste 75 tons CO₂ ekstra om året
Undersøgelse peger på kundernes bilkørsel som den største klimasynder, når butikker flyttes væk fra bymidter og lokalcentre
Placeringen af nye dagligvarebutikker har stor betydning for klimaet. En ny analyse viser, at CO₂-udledningen vokser markant, når detailhandel flytter fra bymidter og lokalcentre til eksterne butiksområder – især fordi flere kunder ender med at tage bilen.
Det fremgår af en undersøgelse, som Plan22+ har fået lavet sammen med CK&CO og Artelia. Her vurderes den forventede CO₂-udledning over en 50-årig periode i tre typiske scenarier for detailhandelsplanlægning.
Tre scenarier: Fra landsby til storby
Undersøgelsen tager udgangspunkt i tre cases:
- Etablering af en ny discountbutik i udkanten af en landsby
- Etablering af dagligvarebutikker i lokalcenter i en mellemstor by
- Udvidelse af et eksisterende aflastningsområde til butikker i udkanten af en større by
På tværs af analyserne er konklusionen klar: Det er “ikke lige meget, hvordan vi planlægger”.
Læs også:
Kundetransporten trækker klimaaftrykket op
Ifølge analysen har kundernes transport stor betydning for detailhandlens samlede klimaaftryk. Særligt biltransporten fylder, og CO₂-udledningen stiger, når butikker placeres uden for bymidter og lokalcentre.
75 tons CO₂ ekstra om året i landsby-case
I casen med en ny discountbutik i udkanten af en landsby viser beregningerne en øget CO₂-udledning på 75 tons om året i gennemsnit over 50 år.
Ifølge analysen skyldes den ekstra udledning især, at en større butik i udkanten tiltrækker kunder fra et større opland og tager omsætning fra mindre butikker – både i den pågældende by og i nærliggende mindre byer. I den konkrete case er en dagligvarebutik i bymidten lukket som følge af den nye butik, og det betyder længere indkøbsture.
Svarer til flere ture rundt om jorden
Undersøgelsen sammenligner den ekstra udledning med bilkørsel: 75 tons CO₂ svarer til at køre cirka 5-6 gange rundt om jorden i benzin- eller dieselbil eller mere end 35 gange rundt om jorden i elbil.
Lokalcentre klarer sig bedre – flere går og cykler
En anden case – åbning af discountbutikker i lokalcentre i en mellemstor by – viser kun en mindre ændring i CO₂-udledningen. Det skyldes især, at flere går eller cykler til butikken i et lokalcenter.
Her stammer den største udledning derfor primært fra selve byggeriet af de nye butikker.
Opfordring til kommunerne: Planlæg, hvor folk kan gå og cykle
Plan22+ peger på, at kommunernes valg i den fysiske planlægning kan få tydelige konsekvenser for CO₂-udledningen.
”Jeg er glad for, at vi nu er blevet lidt klogere på, hvordan den fysiske planlægning påvirker CO2-udledningen. Det er således blevet tydeligt, at det ikke er lige meget, hvilke beslutninger lokalpolitikerne træffer, når de vedtager nye kommune- og lokalplaner for detailhandel.
Ud fra et klimaperspektiv bør kommunerne planlægge for nye butikker, hvor der er god tilgængelighed for både gående og cyklende, og det er typisk i bymidter og lokalcentre. En sådan planlægning vil samtidig understøtte et andet vigtigt mål for mange kommuner, nemlig liv i bymidten,” siger Britt Vorgod Pedersen, sekretariatschef hos Plan22+.
Også Realdania ser et klart budskab i resultaterne:
”Butikker og særligt dagligvarebutikkerne betyder meget for livet i byerne. Men det betyder også noget for klimaet. En dagligvarebutik, der opføres et centralt sted i en by, kan både understøtte andre butikker, understøtte livet i byen, og nu ved vi også, at det giver en reduktion på flere tons CO2 om året. Det er værd at være opmærksom på, når kommunerne i den nye valgperiode skal drøfte planstrategi og kommuneplan,” siger Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania.
Fakta: Sådan handler vi – og sådan kører vi
Undersøgelsens resultater om transport bygger på data fra den Nationale Transportvaneundersøgelse.
Data fra 2020 til 2024 viser, at indkøbsture udgør 19 procent af samtlige ture, og at cirka 60 procent af turene sker med bil. Målt i kilometer udgør indkøbsture 7 procent af alle kørte kilometer – men 90 procent af kilometerne køres i bil. Samtidig er 15 procent af alle indkøbsture bilture på 0-2 kilometer.
Fakta: Hvad er Plan22+?
Plan22+ er en femårig indsats finansieret af Plan- og Landdistriktsstyrelsen og den filantropiske forening Realdania. Formålet er at understøtte kommunernes klimaarbejde ved at udvikle ny viden og redskaber til at indfri klimamålsætninger gennem fysisk planlægning.
Læs også: