Biler og motor

Nye regler for bilister i 2026: Små ændringer – men elbiler og afgifter fylder mest

Ejerafgifter, kørselsfradrag og billigere strøm er blandt nytårets justeringer

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 30. december 2025

2026 bliver et relativt roligt år for landets bilister. Der kommer ingen store lovændringer, men en række mindre justeringer i afgifter, fradrag og regler træder i kraft fra nytår. Det fremgår af et samlet overblik fra FDM over de nye regler, satser og afgifter for bilister i det kommende år.

Den mest markante ændring er, at en planlagt afgiftsstigning på elbiler er udskudt, mens flere andre justeringer får mindre betydning for bilisternes økonomi.

Elbil-afgift udskudt et år

Den største ændring i 2026 er, at den afgiftsstigning, der stod til at ramme elbiler med en pris over 366.000 kr., er udskudt foreløbigt et år. Det betyder, at det i 2026 kun er elbiler, der koster mere end 419.000 kr., som betaler registreringsafgift.

”2026 bliver et stille år for bilisterne uden større ændringer af afgifter eller love og regler. Det er positivt på den måde, at det skaber ro om biløkonomien. Til gengæld er der ikke udsigt til, at det bliver billigere at være bilist,” siger politisk chef i FDM Torben Lund Kudsk.

Han peger samtidig på, at udskydelsen kun er midlertidig.

”Den største ændring, bilisterne havde udsigt til, var det afgiftshop på elbiler, som man nu har udskudt – foreløbig i et år. I stedet har man nedsat en ekspertgruppe, som ret hurtigt skal se på, hvordan afgifterne på elbiler skal se ud fremover. Vores håb er, at den kommer med en langsigtet løsning, som ikke gør det dyrere at være bilejer, og som samtidig sikrer den grønne omstilling af bilparken. Hvis ikke, risikerer vi at stå i samme situation om et år,” siger han.

Ejerafgift stiger – nogle op til 10 procent

Den halvårlige ejerafgift stiger i 2026 som led i den store aftale om bilafgifter fra 2020. Hvor meget afgiften stiger, afhænger af bilens energieffektivitet.

For mange biler vil stigningen være beskeden, men enkelte biltyper kan opleve stigninger på op til 10 procent.

Små stigninger på benzin og diesel

Afgifterne på benzin og diesel bliver igen indeksreguleret for at følge inflationen. Stigningerne er dog begrænsede.

For en bilist, der kører 20.000 kilometer om året, betyder det en årlig merudgift på cirka 39 kr. for benzinbiler og 21 kr. for dieselbiler.

Kørselsfradrag hæves – men kritikken fortsætter

Kørselsfradraget stiger for første gang i to år. Fradraget hæves med fem øre til 2,28 kr. pr. kilometer for de første 120 kilometer, når de første 24 kilometer er fratrukket. For kørsel ud over 120 kilometer er satsen 1,14 kr. pr. kilometer.

Hos FDM er man dog fortsat kritisk.

”Selvom det er første gang i to år, at kørselsfradraget sættes op, mener vi stadig ikke, at det hverken er tidssvarende eller afspejler de faktiske omkostninger, som pendlerne har. Man skal også huske, at skatteværdien af fradraget er faldet fra cirka 33 til 25 procent siden 2012,” siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.

Han tilføjer:

”Derfor er det fortsat et kritikpunkt fra FDM, at Skatterådet i nu mange år har holdt fast i den samme lave værditabssats. Danskerne kører generelt i dyrere og dyrere biler. Alligevel har Skatterådet i mange år fastholdt, at der blot indgår et værditab på biler på 0,25 kr. for hver kørt kilometer, som en pendler tilbagelægger til og fra arbejde.”

Skrotpræmien stiger markant

Fra nytår stiger skrotpræmien med 25 procent – fra 2.200 kr. til 2.770 kr. Det øger incitamentet til at skrotte ældre og udtjente biler og kan samtidig påvirke priserne på de billigste brugte biler.

Billigere strøm til elbil og husholdning

Elafgiften sænkes fra ca. 90 øre til 1 øre pr. kWh i 2026 og 2027. For elbilister betyder det, at behovet for abonnementer med refusion af elafgift mindskes, og besparelsen vil typisk ligge mellem 300 og 1.200 kr. om året afhængigt af aftale.

Samtidig vil de fleste husstande kunne mærke faldet i elafgiften. For en gennemsnitlig dansk husstand giver det en årlig besparelse på omkring 3.500 kr.

Ny laderet for beboere i lejligheder

Fra 1. januar 2026 får bilejere i lejeboliger, almene boliger, ejerlejligheder og andelsboliger som udgangspunkt ret til at etablere en ladestander til elbil – uanset om parkeringspladsen er fælles eller privat.

Solcelleejere får refusion – uden reel effekt

Der er også vedtaget en ordning, som giver solcelleejere mulighed for at få refunderet elafgiften til opladning af elbil. Da elafgiften samtidig er sænket til 1 øre pr. kWh i 2026 og 2027, får ordningen dog reelt ingen betydning i de kommende år.

Lidt længere frist ved omsyn

En sidste ændring, der kan lette hverdagen for nogle bilister, er, at fristen for omsyn forlænges fra 33 til 60 dage. Ændringen sker som led i en harmonisering med EU-reglerne for periodesyn.

Samlet set betyder ændringerne, at 2026 bliver et år med få overraskelser for bilisterne – men også uden de store lettelser i biløkonomien.

Biler og motor

Se flere artikler