Nyheder

Randers hyldede sportens stjerner og frivillige – Cimbria kåret som Årets Sportsnavn

Sportsfejring 2025 samlede bredde og elite i Arena Randers med priser, hæder og håndtryk fra borgmesteren

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 17. januar 2026

I går, fredag aften den 16. januar blev idrætslivet i Randers Kommune fejret ved Sportsfejring 2025 i Arena Randers. Her blev både lokale eliteudøvere og breddeidrættens ildsjæle hyldet for et år præget af sportslige resultater, frivilligt engagement og fællesskab.

Sportsfejringen er en årlig tradition i Randers Kommune og arrangeres i samarbejde med blandt andre SIKR – Samvirkende Idrætsklubber i Randers, Folkeoplysningsudvalget, Randers Talent & Elite og Randers Amtsavis.

Borgmester Rosa Lykke Yde deltog i fejringen og gav lykønskninger og håndtryk til de mange idrætsudøvere, der blev hædret for individuelle præstationer og holdoprykninger i 2025.

Borgmesteren: Mere end 30 danske mesterskaber i 2025

Ifølge borgmester Rosa Lykke Yde har Randers-idrætten sat markante aftryk i 2025.

”I 2025 har idrætsudøvere fra Randers vundet mere end 30 danske mesterskaber. Det er bemærkelsesværdige resultater – ikke kun for medaljerne og titlerne, men for den historie, de fortæller om fællesskab, vedholdenhed og mennesker, der arbejder utrætteligt sammen,” siger borgmester Rosa Lykke Yde.

Hun understreger samtidig, at sportens betydning rækker ud over resultaterne.

”Sport handler ikke kun om sejre, men om trivsel, glæde og fællesskab. De lokale idrætsforeninger og de mange frivillige arbejder hver uge for at skabe gode rammer, så flere børn, unge og voksne kan være en del af idrætten. Og når vores atleter lykkes, skaber de øjeblikke, der samler os – både i hallerne og som kommune i sin helhed”.

Talentudviklingspris til drivkraft i Randers Motor Sport

Talentudviklingsprisen uddeles af Randers Talent & Elite, som er Randers Kommunes officielle samarbejde om talentudvikling i de lokale idrætsklubber.

I år gik prisen til Mads Qvist fra Randers Motor Sport, som gennem seks år har været en central drivkraft i udviklingen af klubbens juniormiljø.

Prisen blev overrakt af Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget og Elitekoordineringsudvalget.

”Resultaterne taler for sig selv – men det gør kulturen bag dem også. Her er skabt et talentmiljø, som gør en reel forskel for både kørere og trænere,” sagde Erik Bo Andersen og takkede Mads Qvist for den varige indsats.

Med prisen fulgte en check på 5.000 kroner.

Mads Qvist kunne ikke være til stede, og derfor modtog formand for Randers Motorsport, Jan Hvam, prisen på hans vegne.

Årets Sportsnavn: Randers Cimbria skrev historie

Aftenens hovedpris, Årets Sportsnavn, gik til Randers Cimbria.

Ifølge oplægget bag prisen blev 2025 et historisk år for Randers Cimbria. Klubben vandt i januar den første titel i sin historie, da holdet besejrede Bakken Bears i pokalfinalen. Senere fulgte en DM-bronzemedalje i Basketligaen, og klubben har igen kvalificeret sig til pokalfinalen i den igangværende sæson.

Med prisen følger en check på 20.000 kroner, og prisen uddeles i samarbejde mellem Randers Amtsavis, Sparekassen Kronjylland og Randers Talent & Elite.

Head Coach Jeffrey Fawme glædede sig over hæderen:

”Det er noget hele holdet er superglade for. Man kan mærke, at vi er en klub i fremdrift, og den kæmpe opbakning til os. Så det giver bestemt en gejst til at gå ud og gentage succesen” siger Head Coach, Jeffrey Fawme.

Breddeidrætten og de frivillige fik også hæder

Sportsfejringen satte også fokus på arbejdet i Randers’ idrætsforeninger, hvor frivillige ledere, trænere og initiativtagere hver uge er med til at skabe fællesskab og udvikling.

Årets Leder og Initiativprisen uddeles af Folkeoplysningsudvalget i Randers Kommune.

Årets Leder gik til Edel Bak Andersen fra Hornbæk Gymnastik Forening, som ifølge oplægget gennem 24 år har været en samlende og stabil drivkraft i foreningen. Med prisen fulgte en check på 5.000 kroner.

Initiativprisen gik til Randers Cimbria for initiativet All Stars, som er et inkluderende idrætstilbud for børn med særlige behov. Her fulgte en check på 10.000 kroner.

Da der endnu ikke er valgt ny formand for Folkeoplysningsudvalget i perioden 2026-2029, blev priserne overrakt af den tidligere periodes formand, Torben ”Totte” Kjeldsen.

SIKR-priser til blandt andre RgF Fitness & Crossgym og frivillige kræfter

En række priser blev uddelt af SIKR – Samvirkende Idrætsklubber i Randers.

Klubpokalen, indstiftet af Randers Dagblad, gik til RgF Fitness & Crossgym, som har oplevet markant medlemsfremgang og stor lokal opbakning.

Rejselegatet blev tildelt Allan Kobstrup fra Hornbæk Sportsforening for mere end 40 års uegennyttigt frivilligt arbejde.

Ungdomspokalen gik til Trine Johansen fra IF Alliancen, som blev fremhævet som en meget kompetent træner med en solid, pædagogisk baggrund.

Talentprisen gik til Jonathan Sass Møller fra Randers Freja Atletik og Motion efter en stærk sæson med nationale mesterskaber og internationale udtagelser.

Med hver af SIKR’s priser følger en check på 5.000 kroner.

Tonny Carlsen optaget i Randers Kommunes Wall of Fame

En særlig del af Sportsfejring 2025 var optagelsen i Randers Kommunes Wall of Fame, som hædrer personer eller hold med en lang og ekstraordinær karriere på højeste niveau.

Ved årets fejring blev Tonny Carlsen fra Randers Billard Klub af 1958 optaget som det 27. medlem.

Ifølge oplægget har han gennem årtier markeret sig som en af Danmarks mest vindende 3-bande carambole-spillere med adskillige danske mesterskaber samt topplaceringer ved EM og VM. Samtidig har han bidraget til sportens udvikling gennem innovative trænings- og spilsystemer.