Nyheder
Mange hunde har ondt uden at vise det – dyrlæge giver råd til at opdage tegnene
Små ændringer i adfærd kan være tegn på smerter – og mange hundeejere opdager det for sent
Mange danske hunde lever længere end tidligere. Det er godt nyt for landets hundeejere, men den stigende levealder betyder også, at flere hunde udvikler kroniske smerter, uden at det nødvendigvis er let at få øje på. Ifølge dyrlæger bliver smerterne ofte opdaget sent, fordi symptomerne kommer snigende og nemt bliver forvekslet med almindelig aldring.
Smerter viser sig sjældent tydeligt
Når ældre hunde udvikler problemer som gigt, rygsmerter eller diskusprolaps, sker det typisk over lang tid. Derfor ændrer hunden gradvist sin måde at bevæge sig og opføre sig på, uden at ejeren altid lægger mærke til det.
Ifølge fagdyrlæge og ortopædkirurg Lars Knudsen fra AniCura København er det et velkendt problem i klinikken.
“Det er enormt almindeligt. Mange ældre hunde udvikler smerter, der ikke viser sig tydeligt, fordi symptomerne kommer snigende. Når smerterne sidder i flere led samtidig, måske i begge hofter eller i hele ryggen – så tilpasser hunden sig bare. Den halter ikke nødvendigvis. Den klager sig ikke. Den ændrer bare adfærd,” forklarer Lars Knudsen.
Læs også:
Bliver ofte slået hen som alderdom
Når hunden ikke piver eller halter, tænker mange ejere, at ændringerne skyldes, at hunden blot er blevet gammel. Men det kan være en fejltolkning, advarer dyrlægen.
“Og så tænker mange ejere, at hunden bare er blevet gammel. Men ofte er der faktisk tale om sygdom, som vi kan gøre noget ved, hvis det opdages i tide,” siger Lars Knudsen.
Han understreger, at tidlig indsats kan være afgørende for hundens livskvalitet.
Hold øje med adfærden
I stedet for at vise tydelige tegn på smerte, reagerer mange hunde med mere diskrete ændringer. Nogle trækker sig socialt, mens andre bliver mere urolige eller irritable.
“Nogle hunde trækker sig og bliver mere reserverede. Andre bliver faktisk mere urolige eller irritable, fordi kroppen reagerer anderledes på det, der sker omkring dem. Hos ældre hunde er det ofte de første tegn på, at noget er galt,” siger Lars Knudsen.
Hans råd til hundeejere er klart: reagér tidligt og tal med dyrlægen, hvis adfærden ændrer sig.
Sundhedstjek kan gøre forskellen
Afslutningsvis anbefaler AniCura, at ældre hunde jævnligt får et sundhedstjek. Her bliver blandt andet led og gang undersøgt, og i nogle tilfælde kan røntgenbilleder være nødvendige for at opdage problemer i tide.
Ifølge dyrlægen kan det være forskellen på mange år med unødige smerter – eller et sundere og mere aktivt seniorliv for hunden.
Læs også: