Familie
Nyt kreativt vinterferiemarked på Mols: Over 60 stande rykker ind på Fuglsøcenteret
Hånd Kreamarked inviterer til gratis, indendørs familieweekend 14.-15. februar med workshops, skattejagt og aktiviteter inspireret af valentinsdag og fastelavn
Vinterferien får et nyt indslag på Mols, når et helt nyt kreativt marked slår dørene op på Hotel Fuglsøcenteret. Den 14. og 15. februar 2026 inviterer Hånd Kreamarked til en weekend, hvor både børn og voksne kan gå på opdagelse i kunsthåndværk, design og kreative projekter – og samtidig selv være med.
Arrangørerne håber, at markedet kan blive en ny tradition i vinterferien, hvor familien kan få en oplevelse sammen – uden at være afhængig af vejret.
Over 60 kreative stande og projekter til at tage med hjem
Ifølge arrangørerne vil der være mere end 60 stande med alt fra færdige produkter til kreative projekter, som gæsterne kan købe med hjem og arbejde videre på. Derudover bliver der løbende workshops og kreative aktiviteter i løbet af weekenden.
“Vi vil gerne skabe en vinterferieoplevelse, hvor man både kan gå på opdagelse, være kreativ sammen og få noget med hjem – uanset om man er barn, voksen eller bare nysgerrig,” fortæller Fie Brix Kruse, der står bag Hånd Kreamarked sammen med Katrine Thørring Bastrup.
Læs også:
Valentinsdag og fastelavn sætter præg på weekenden
Weekenden falder sammen med både valentinsdag og fastelavn, og det bliver der også skævet til i aktiviteterne.
“Vi kan godt afsløre, at nogle af aktiviteterne er inspireret af både valentinsdag og fastelavn, som jo falder samme weekend – så der bliver lidt ekstra at glæde sig til,” siger Fie.
Skattejagt til børn og madbod til de sultne
For de mindste er der blandt andet skattejagt med præmier. Og hvis energien skal fyldes op undervejs, sørger Fuglsøcenteret for en madbod med blandt andet sandwich, pølsehorn, fastelavnsboller og drikkevarer.
Gratis og indendørs – også for gæster udefra
Hånd Kreamarked er gratis at besøge og foregår indendørs, hvilket gør det oplagt som vinterferieaktivitet. Arrangørerne lægger også op til, at markedet kan tiltrække både lokale og gæster fra blandt andet Aarhus, Randers og resten af Østjylland.
Praktisk
- Hvad: Hånd Kreamarked – kreativt marked for hele familien
- Hvor: Hotel Fuglsøcenteret, Mols
- Hvornår: 14. og 15. februar 2026
- Pris: Gratis adgang
- Indhold: +60 stande, workshops, kreative aktiviteter, skattejagt og madbod
Læs også: