Forbruger
Strømmen gået – men sikringerne er intakte? Fejlen kan sidde ude ved vejen
NRGi advarer om, at overbelastning kan slå sikringen fra i elskabet udenfor – især i hjem med elbil og varmepumpe
Når strømmen pludselig forsvinder i boligen, er det for mange helt naturligt at gå direkte til eltavlen og tjekke sikringerne. Men hvis alt ser normalt ud dér – og naboerne stadig har strøm – kan forklaringen ligge et helt andet sted.
I nogle tilfælde er det nemlig sikringen i elskabet ved vejen, der slår fra, fordi boligens samlede elforbrug bliver for højt. Det fortæller Bo Halm Andersen, energikonsulent i energi- og rådgivningskoncernen NRGi.
”Hvis strømmen pludselig går i boligen, er det helt naturligt, at man tjekker, om der er sprunget en sikring. Men ser eltavlen normal ud, og er der stadig lys hos naboerne, kan forklaringen ligge et andet sted. I nogle tilfælde er det sikringen i elskabet ved vejen, der slår fra, når boligens samlede elforbrug bliver for højt, og det er ikke noget, alle boligejere er opmærksomme på,” siger Bo Halm Andersen.
Overbelastning kan koste penge
Ifølge NRGi er det som udgangspunkt boligejeren selv, der skal betale, hvis netselskabet i området eller en autoriseret elektriker skal rykke ud og genetablere strømmen, når afbrydelsen skyldes overbelastning i elskabet.
Det gør det ekstra relevant at vide, hvor problemet kan opstå – og hvordan man kan forebygge det.
Læs også:
Elbil og varmepumpe presser kapaciteten
Et typisk parcelhus har ofte 25 ampere til rådighed, hvilket i mange år har været nok til almindeligt strømforbrug i hjemmet. Men det billede er ved at ændre sig, fordi flere husstande har fået energitunge installationer som elbil og varmepumpe.
”Nogle boliger kan have en amperekapacitet, som kan blive presset af det elforbrug, mange har i dag. Og særligt på kolde dage, hvor varmepumpen arbejder mere intensivt, kan belastningen stige,” siger Bo Halm Andersen og tilføjer:
”En elbil, der lader med 11 kW, bruger omkring 16 ampere alene. Når elbilen lader, varmepumpen kører hårdere, og husholdningen samtidig bruger strøm til komfur, elkedel eller vaskemaskine, kan det samlede elforbrug nærme sig eller overstige den amperekapacitet, boligen har til rådighed, og så kan sikringen i elskabet ved vejen slå fra.”
Råd: Fordel forbruget – eller få flere ampere
Ifølge energikonsulenten handler det i mange tilfælde om at være opmærksom på, hvordan strømforbruget fordeler sig i hjemmet og over døgnet. Ved at flytte noget forbrug kan man undgå, at boligen rammer kapacitetsgrænsen.
Hvis problemet vender tilbage, kan man også kontakte sit elnetselskab for at høre om muligheden for at få flere ampere til boligen.
Læs også: