Debat
Debatindlæg: Klima og transportpolitik der virker
Af Malte Larsen, MF, S, formand for Klima, energi og forsyningsudvalget
Siden januar 2025 har store diesellastbiler betalt en kilometerafgift for at køre på de danske veje. I 2025 lavede vi også en pulje til at støtte nogle af vognmændenes indkøb af eldrevne lastbiler. Den første pulje var tømt ganske få minutter efter den åbnede.
De eldrevne lastbiler er stadig betydeligt dyrere i indkøb end de dieseldrevne. Men regner man omkostninger ud i lastbilens levetid, kan der nu være store besparelser ved at vælge den eldrevne frem for den dieseldrevne.
Ved et nyligt besøg hos et lokalt vognmandsfirma fik jeg nogle mellemregninger på bordet. De havde for ½ år siden få 4 ellastbiler leveret, der hver kommer til at køre mere end 200000 km årligt. Firmaet nåede at få del i den første pulje til indkøbet. Besparelsen er nu udregnet til ca. 2 kr. pr. km. Så selv om lastbilen er dyrere i indkøb, -og at der her i kulden har været rækkeviddeudfordringer, viser regnestykket betydelige besparelser. Vognmandsfirmaet vurderer, at der er økonomisk gevinst, ved lastbiler der kører mere end 100000 km årligt.
Omstillingen med de 4 lastbiler sparer nu knap 300000 liter diesel om året, svarende til mere end 700000 kg CO2.
Jeg glædes selvfølgelig over at den politik, jeg er med til at indføre, også virker i praksis. Dette er et eksempel på de første skridt for at flytte den tunge godstransport i en mere klimavenlig retning. Det er meget let at få øje på det samlede potentiale, hvis vi i løbet af en kort årrække formår at komme lige så langt, som vi nu er med personbilerne.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: