Nyheder

Hjemmetest kan afsløre skjult type 2-diabetes: Nyt dansk studie peger på billigere og tidligere opsporing

Diabetesforeningen har testet en model, hvor borgere får et testkit med posten – og resultaterne viser både nye diagnoser og samfundsøkonomisk gevinst

Maria Just
Af Maria Just 21. februar 2026

Et nyt dansk studie viser, at en hjemmetest kan bruges til at finde personer med type 2-diabetes, som endnu ikke ved, at de har sygdommen. Samtidig peger beregninger på, at det kan betale sig for samfundet at opspore sygdommen tidligere.

Studiet er gennemført af Diabetesforeningen og er publiceret i det internationale tidsskrift BMJ Open Diabetes Research & Care.

Mange går rundt med sygdommen uden at vide det

Ifølge Diabetesforeningen lever 345.000 danskere med type 2-diabetes. Omkring 100.000 skønnes at have sygdommen uden at være diagnosticeret.

Når sygdommen ikke opdages i tide, kan det føre til alvorlige komplikationer – blandt andet blodpropper, behov for dialyse flere gange om ugen, tab af synet og amputation af tæer eller fødder.

8.000 fik test tilsendt – 38 procent sendte den tilbage

I projektet “Spotted” sendte Diabetesforeningen et testkit direkte hjem til 8.000 tilfældigt udvalgte borgere mellem 50 og 75 år. De var udvalgt, fordi de ikke havde fået målt deres langtidsblodsukker hos lægen i to år. Af dem sendte 38 procent en prøve retur.

Resultaterne viste, at 1,7 procent havde type 2-diabetes uden at vide det. Derudover havde godt 10 procent tegn på prædiabetes – altså forhøjet risiko for at udvikle sygdommen. Personer med forhøjede værdier blev kontaktet direkte og kunne komme videre i forløb.

“Vi kan nå nogle af dem direkte”

Forskningschef i Diabetesforeningen, Tanja Thybo, peger på, at hjemmetest kan ramme nogle af dem, som ikke bliver opdaget gennem de sædvanlige kontakter til lægen.

Vi har nu international anerkendelse af, at vi kan bruge hjemmetest til systematisk at finde de borgere, der ellers falder mellem stolene. I dag bliver mange testet, når de alligevel er hos lægen. Men man overser mindre sundhedsbevidste og mere sårbare mennesker, som ikke nødvendigvis går til læge. Med hjemmetest kan vi nå nogle af dem direkte, siger Tanja Thybo.

Hun understreger, at sygdommen ofte udvikler sig uden tydelige symptomer:

Type 2-diabetes udvikler sig ofte uden tydelige symptomer, og alt for mange får diagnosen for sent. Derfor risikerer vi at opdage dem alt for sent. Med den her model kan vi opdage sygdommen tidligere og sætte ind i tide, siger Tanja Thybo.

Økonomi: 1,28 kroner tilbage for hver investeret krone

I pressemeddelelsen fremgår det, at beregninger fra Kraka Economics viser, at det koster omkring 8.800 kr. at finde én person med type 2-diabetes via den målrettede model.

Til gengæld vurderes samfundsgevinsten til omkring 11.300 kr. pr. person, hvis sygdommen findes tre år tidligere. Det svarer til 2.500 kr. i sparede udgifter og mindre produktionstab – og til, at samfundet får 1,28 kroner tilbage for hver investeret krone.

De største udgifter ved type 2-diabetes ligger i behandling af alvorlige følgesygdomme og tabt arbejdsevne. Når vi finder sygdommen tidligere, kan vi forebygge komplikationer. Det gavner både den enkelte og samfundet, siger Tanja Thybo.

Diabetesforeningen foreslår national model

Diabetesforeningen mener, at den internationale publicering styrker grundlaget for at indføre et nationalt screeningsprogram for type 2-diabetes.

Foreningen foreslår en målrettet model, hvor borgere mellem 50 og 70 år screenes hvert femte år, hvis de ikke har fået målt deres blodsukker indenfor de seneste to år.

Fakta fra studiet “Spotted”

  • 345.000 danskere lever med type 2-diabetes
  • Ca. 100.000 har type 2-diabetes uden at vide det, svarende til 2 procent af den voksne befolkning
  • 1,7 procent i studiet “Spotted” havde uopdaget type 2-diabetes
  • 10,2 procent af dem, der indsendte en blodprøve, havde forhøjet risiko for at udvikle type 2-diabetes (prædiabetes)
  • For hver krone investeret i målrettet at opspore mennesker med type 2-diabetes får samfundet 1,28 kroner igen