Natur

Nu åbner bookingen til Økodag 2026: 39 gårde inviterer indenfor

Familier over hele landet kan igen opleve økologiske malkekøer blive lukket på græs, når Økodag finder sted søndag 12. april

Søren Greve
Af Søren Greve 9. marts 2026

Nu er det muligt at booke gratis billetter til Økodag 2026, hvor 39 gårde rundt om i landet åbner for besøgende.

Arrangementet finder sted søndag den 12. april fra klokken 10 til 14, og klokken 12 bliver stalddørene åbnet, så gæsterne kan opleve de økologiske malkekøer løbe ud på græsmarkerne til en ny sæson.

Gratis adgang – men billet skal bookes

Deltagelse i Økodag er gratis, men det kræver tilmelding på forhånd. Derfor opfordrer arrangørerne til, at familier og andre interesserede booker i god tid.

Sidste år deltog omkring 126.000 danskere i Økodag, og flere af gårdene oplevede stor efterspørgsel.

Bookingen foregår via økodag.dk, hvor man kan finde den gård, man ønsker at besøge, og reservere sin gratis billet.

En fast forårstradition for mange

Bag Økodag står de økologiske mælkeproducenter sammen med mejerierne Arla, Naturmælk/Øllingegaard, Them Andelsmejeri og Thise Mejeri samt Mejeriforeningen.

Ifølge Mejeriforeningen er Økodag blevet en fast tradition for mange familier.

”For mange familier er det blevet en tradition at markere foråret ved at bruge en søndag i april på besøge en økologisk gård med køer. For landmændene er dagen en festdag. De nyder at se køerne komme ud og at dele oplevelsen med gæsterne,” siger adm. direktør for Mejeriforeningen Henrik Damholt Jørgensen.

Tættere på det økologiske landbrug

Økodag skal også være med til at give danskerne et indblik i, hvor de økologiske mejeriprodukter kommer fra.

Ifølge Mejeriforeningen er der en direkte sammenhæng mellem køerne på græsmarkerne og de økologiske varer, der ligger i køledisken.

”Sammen med de økologiske mælkeproducenter og deres mejerier er Økodag med til at styrke familien Danmarks møde med det økologiske landbrug – dér hvor dansk, økologisk mælk og økologiske mejeriprodukter kommer fra,” siger Henrik Damholt Jørgensen.

Økologisk mælk fylder i de danske hjem

Mælk og mejeriprodukter har haft stor betydning for udviklingen af økologien i Danmark. I dag findes langt de fleste mejeriprodukter i økologiske varianter, og økologisk mælk er fortsat populær i de danske hjem.

Det fremgår, at mere end hver tredje liter drikkemælk i Danmark er økologisk, og at interessen for økologiske oste samtidig har været stigende de senere år.

Køer på græs er en del af reglerne

Økodag markerer den dag, hvor de økologiske køer kommer på græs. Det er en del af de økologiske regler, at køerne skal have adgang til græs hver dag i sommerhalvåret.

I Danmark er der 280 gårde med økologisk mælkeproduktion og 65.000 økologiske malkekøer. De producerer tilsammen 580 millioner kilo økologisk mælk, svarende til 10 procent af den samlede mælkeproduktion i Danmark.

Arrangementet er støttet af Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.