Nyheder

Minister sætter gang i ny indsats: Nitratgrænse i drikkevand kan blive markant sænket

Ekspertgruppe anbefaler ny, lav grænseværdi – vurdering af konsekvenserne går nu i gang

Søren Greve
Af Søren Greve 10. december 2025

Miljøministeriet indleder nu en omfattende indsats for at afdække, hvad der skal til for at sænke grænseværdien for nitrat i dansk drikkevand. Det sker, efter at en international ekspertgruppe anbefaler, at den nuværende grænse på 50 mg/L ændres til blot 6 mg/L for at styrke beskyttelsen af drikkevandet og mindske risikoen for tarmkræft.

Ekspertgruppe: Risikoen stiger allerede under de nuværende grænser

Ekspertgruppen blev nedsat i 2024 og har haft til opgave at vurdere sundhedsrisici forbundet med nitrat i drikkevandet. Gruppen konkluderer, at der er en lille øget risiko for tarmkræft – særligt tyk- og endetarmskræft – ved niveauer under den nuværende grænseværdi.

På den baggrund anbefaler gruppen, at grænsen sænkes til 6 mg/L, baseret på et såkaldt forsigtighedsprincip.

Langt hovedparten af danskerne har allerede drikkevand under dette niveau. I 2024 lå 90 procent af drikkevandet under 5 mg/L.

Miljøministeren: Sundhed og miljø vægter højest

Miljøminister Magnus Heunicke understreger, at der ikke er nogen akut sundhedsfare, men at anbefalingen skal tages alvorligt.

”Befolkningens sundhed og miljøet er mine topprioriteter, og derfor nedsatte jeg ekspertgruppen. Nu går indsatsen i gang med at kortlægge de præcise lokaliteter og undersøge, hvad der skal til for at sænke grænseværdien for nitrat, så niveauet kan bringes ned de steder, hvor der er overskridelser. Samtidig fortsætter vi arbejdet med at mindske den største kilde til nitrat i drikkevandet – kvælstofgødning i landbruget, hvor vi blandt andet har indgået den grønne trepartsaftale og fjernet kvægundtagelsen for brug af nitrat i landbruget.”

Det videre arbejde skal blandt andet afdække, hvordan sænkede grænseværdier vil påvirke vandværkerne – både teknisk og økonomisk.

Hvor stort et problem er nitrat i drikkevandet?

Selv om langt de fleste danskere har vand under den anbefalede grænse, findes der områder, hvor sandet jord gør grundvandet særligt sårbart over for nedsivning fra landbrugsarealer. Særligt i Midt- og Nordjylland ses forhøjede niveauer.

Miljøstyrelsen anslår, at omkring 300 forsyningsanlæg har målt nitrat over 6 mg/L. DTU skal nu præcisere antal og placering samt udarbejde et omkostningsskøn for at få niveauet ned.

Aalborg er allerede i gang som den første by i landet, hvor kommunen har besluttet at indføre nitrat-rensning for at overholde fremtidige krav.

Ingen akut risiko – men lavere niveau kan forebygge sygdom

Ifølge forskere fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og GEUS skal danskerne ikke være bekymrede for at drikke vand fra hanen. Mange andre risikofaktorer vejer tungere, når det gælder tarmkræft – heriblandt kost, fysisk aktivitet og rygning.

Ekspertgruppen vurderer dog, at en sænkning af nitratniveauet i drikkevandet kan reducere 57-90 tilfælde af tarmkræft årligt.

Fakta om ekspertgruppen

Ekspertgruppen blev nedsat i november 2024 og består af:
• Þórhallur Ingi Halldórsson, professor, Islands Universitet (formand)
• Tina Kold Jensen, professor, Syddansk Universitet
• Tony Fletcher, lektor, London School of Hygiene & Tropical Medicine
• Antonio F. Hernandez Jerez, professor, Granadas Universitet
• Laurent Bodin, ph.d., CEA
• Jan Wohlfahrt, ph.d., Kræftens Bekæmpelse
• Amalie Timmermann, lektor, Syddansk Universitet
• Observatører: Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed