Nyheder

Dyrlægerne får travlt i december: Sådan undgår du, at hunden eller katten skal afsted i juledagene

Agria Dyreforsikring peger på forgiftninger, fremmedlegemer og skader som de typiske juleproblemer – og giver konkrete råd til en mere sikker højtid.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. december 2025

December er højsæson for akutte dyrlægebesøg. Dobbelt så mange hunde og katte må akut til dyrlægen på grund af sygdom, forgiftning og skader i december sammenlignet med årets 11 andre måneder, viser statistik fra Agria Dyreforsikring.

Ifølge Agria handler mange af problemerne om en farlig julecocktail af forgiftninger, fremmedlegemer og fed mad.

“Selv om de fleste dyr vil elske juledage med duftende julemad og ekstra tid og opmærksomhed fra de tobenede, kan julen samtidig indebære en række farer for hund og kat. Her får du tips til en god og sikker jul for hund og kat,” siger Lotte Evers, marketingchef i Agria Dyreforsikring.

Forbered dyrets jul før gæster og julemad

Et af rådene er at tænke i forebyggelse, før julefejringen går i gang.

“Forbered dig på julens festligheder ved at tilbyde både hund og kat masser af leg og motion, inden julefejringen starter,” forklarer Lotte Evers.

Hun anbefaler også, at dyrene får mad, før familien sætter sig til bords, og at de har egne sikre alternativer.

“Sørg også for, at de har spist, inden I sætter jer til bords, og giv dem deres egne sikre legetøj og tyggeben. På den måde mindsker du risikoen for, at hund og kat følger savlende med ved julebordet, eller tygger i og spiser noget, de ikke bør. Og husk derfor at pakke lidt godt med til dit kæledyr, hvis I skal fejre julen væk fra hjemmet.”

Kostumer kan stresse – og være farlige

Mens mange gerne vil klæde kæledyr ud til jul, advarer Agria mod, at det kan give både stress og risiko for ulykker.

“Julemandskostumer, sløjfer og rensdyrgevir-hårbånd – selv om det kan være nok så underholdende for os på to ben, er det ofte en kilde til stress for dyr, fordi vores dyr slet ikke bryder sig om at blive klædt ud,” siger Lotte Evers.

Hun understreger, at det kan gå ud over dyrets bevægelsesfrihed og i værste fald give kvælningsfare.

“Ud over at det kan forhindre bevægelsesfrihed, forårsage ubehag og endda kvælningsfare, må prioriteten altid være dyrets velbefindende. Hvis du ønsker at peppe den firbenedes højtidslook op, kan en rød bandana være vejen frem, eller brug et filter på billedet efterfølgende. Dit kæledyr behøver ikke et kostume for at være en del af julemagien,” understreger Lotte Evers.

Juletræet er “et Mount Everest af fristelser”

Juletræ og pynt kan være en magnet – især for katte, lyder det.

“Et juletræ er nærmest et Mount Everest af fristelser, og specielt kattene kan være svære at forhindre i at starte turen mod toppen, fyldt med glitrende, dinglende pynt,” siger Lotte Evers.

Her peger Agria blandt andet på risikoen ved glaskugler og små dele, der kan havne i mave og tarm.

“Glaskugler går nemt i stykker, hvis de – mod forventning – skulle dratte af grenene, og både to- og firbenede risikerer at skære sig på dem. Brug plastkugler i stedet.

Lotte Evers forsætter og advarer om, at små, mundrette ting kan ende med en alvorlig og dyr konsekvens.

“Hæng den mindst sarte og ufarlige pynt på de nederste grene, og husk, at alt, der er småt nok og mundret, kan havne i maven eller tarmen på hund og kat og sætte sig fast dér. Ofte er det ensbetydende med operation. Undgå evt. helt at pynte op med fehår og sølvglimmer i strimler – specielt katte får ofte gnasket den slags i sig, og det kan være både dyrt og smertefuldt at få bortopereret den slags fra mave eller tarm. Vent desuden at lægge gaverne under træet før juleaften, når alle er samlet i stuen – for at forhindre at hund eller kat tygger i gavebåndene; de kan være meget skarpe og kan skære i mundvigene. Og sørg også for, at alle bånd smides væk, når gaverne er pakket ud.”

Giftige planter og fristelser i “snudehøjde”

I juledagene kommer der ofte nye planter og mere pynt i hjemmet – og det kan give problemer, især for hvalpe og killinger.

“I juledagene har vi ofte andre blomster i huset end sædvanligt, så tænk på, at mange af julens løg- og potteplanter kan være giftige eller indeholde plantesaft, som er hudirriterende, f.eks. liljer, julerose, hyacint og amaryllis.

Derudover fremhæves flere giftige bær og fødevarer.

“Bær fra kristtjørn og mistelten er giftige. Det samme gælder de røde bær på taks. Nødder, vindruer, rosiner, mistelten, julestjerner og chokolade er også giftige for hunde, så hold også disse væk fra snudehøjde.”

Små smagsprøver er ok – men pas på ben og fed mad

Hvis kæledyret skal smage lidt julemad, handler det om mængder og om at undgå de farligste dele.

»Hvis hund og kat alligevel skal have lov til at smage lidt på julen, kan du sagtens give dem et stykke flæskesteg eller andekød, men ikke i for store mængder, for det kan hurtigt resultere i dårlig mave.”

Samtidig lyder en klar advarsel mod tilberedte ben.

“Giv ikke ben fra tilberedt flæske- og andesteg; de kan splintre og sætte sig fast i mave og tarm.”

Agria minder også om, at varme overflader i køkkenet kan give alvorlige skader.

“Glem heller ikke at holde øje med det varme komfur og ovn, når du steger og bager. Behandling af brandsår og bortoperation af fremmedlegemer fra mave eller svælg kan være en dyr affære, især hvis ulykken sker i juledagene, og du er nødt til at tage dyret med på dyrehospitalet i vagten.”

Levende lys, ledninger og ændrede rutiner kan give ulykker og stress

Levende lys kan fortsat være en del af julen, men kræver ekstra omtanke, lyder rådet.

“Nysgerrighed kan hurtigt svide mere end et par knurhår, og en logrende hale, kan nemt fange flammerne på lysene. Er du – eller nærmere dit dyr – rigtig uheldig, kan det ende med, at der går ild i dyrets pels,” siger Lotte Evers.

Derfor er anbefalingen klar:

“Tænd derfor kun levende lys uden for snude- og halehøjde, hvis du selv er i rummet og kan holde øje med dyrene,” råder Lotte Evers.«

Den ekstra julebelysning og løse ledninger kan være en overset risiko, fordi dyr kan snuble, blive viklet ind eller bide i dem med risiko for elektriske stød og forbrændinger. Rådet er at fastgøre ledninger, bruge kabelskjulere og slukke for julelys, når ingen er hjemme.

Endelig kan selve juleperioden med feriedage, gæster og støj give problemer, hvis rutinerne skrider, og dyret mangler ro. Her lyder opfordringen at holde faste rutiner så vidt muligt og sikre et roligt fristed, hvor hunden eller katten kan trække sig tilbage uforstyrret.