Nyheder
Millionstøtte giver Kalø Højskole permakultur og biodiversitet på skemaet
Nordea-fonden støtter med to millioner kroner til ny skovhave og væksthus, hvor elever skal lære om bæredygtige valg i praksis
Kalø Højskole ved Rønde har modtaget to millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden til et stort permakultur-projekt. Med pengene tager højskolen nu hul på etableringen af en ny skovhave og et væksthus, der skal give eleverne konkret undervisning i biodiversitet og bæredygtighed.
Projektet bliver en del af undervisningen på højskolen, hvor netop “biodiversitet” og “bæredygtighed” kommer til at fylde øverst på skoleskemaet.
Skovhave og væksthus skal gøre bæredygtighed konkret
Støtten betyder, at Kalø Højskole nu kan skabe nye rammer for det grønne arbejde, som skolen har haft fokus på i flere år.
“Vi har i flere år fokuseret på at være en grøn højskole, men vi har manglet de optimale rammer, som kan sikre, at vi fremadrettet kan udnytte potentialet. Med en ny skovhave og et væksthus får vi mulighed for at skabe et laboratorium for grøn fødevareomstilling og en lokal hjemmeproduktion. Et sted hvor skolens elever kan eksperimentere med sæsonens råvarer og styrke hinanden i at handle, bl.a. på biodiversitetskrisen. Og at projektet nu er en realitet, er fuldstændig fantastisk,” siger forstander, Kenneth Degnbol.
Læs også:
Eleverne følger processen “fra muld til mund”
I skovhaven skal eleverne blandt andet styrke biodiversiteten ved at plante flere hjemmehørende planter og indrette haverne, så planterne kan understøtte hinanden.
“Når eleverne selv designer bedene, sår frøene, og sanker årstidens høst, får de en dyb indsigt i bæredygtigt havebrug. De erfarer, at når vi arbejder i samspil med naturen og dens kredsløb, får både den og vi selv det bedste udbytte,” fortæller Marie Gravesen Cox, der underviser i bæredygtighed og permakultur på linjefaget Gro.
Når frugt og grønt er høstet, skal det efterfølgende behandles, inden det ender i højskolens køkken og på elevernes tallerkener. Noget skal vaskes, syltes, fermenteres og tørres – og det skal foregå i væksthuset.
På den måde følger eleverne hele processen fra “muld til mund” og får ny viden om, hvordan bæredygtige valg kan integreres i hverdagen.
Åbent læringsrum for lokalsamfundet
Skovhaven er samtidig tænkt som et kulturelt mødested og læringsrum, der skal invitere offentligheden til debat, foredrag og musikarrangementer.
Ambitionen er, at højskolen ikke kun uddanner sine egne elever, men også bidrager med læring til lokalsamfundet.
Fakta: 22 højskoler har fået støtte siden 2023
Kalø Højskoles permakultur-projekt er en del af indsatsen “Vekselvirke: højskolerne som laboratorier for bæredygtighed”, som Nordea-fonden har etableret i samarbejde med Folkehøjskolernes Forening.
Siden 2023 har i alt 22 højskoler modtaget støtte gennem indsatsen, og Nordea-fonden har samlet uddelt over 40 millioner kroner.
Læs også: