Nyheder

226 millioner til grøn teknologi: Nye projekter skal sikre jobs i Nord- og Sydjylland

Fonden for Retfærdig Omstilling investerer i 16 projekter – med fokus på Power-to-X, pyrolyse og CO2-fangst

Søren Greve
Af Søren Greve 1. februar 2026

Nord- og sydjyske virksomheder får nu et markant rygstød til den grønne omstilling. Fonden for Retfærdig Omstilling investerer 226 mio. kr. i 16 projekter, der skal udvikle og skalere grøn teknologi – og samtidig være med til at skabe nye, lokale arbejdspladser og styrke erhvervslivet i de to landsdele.

Baggrunden er, at mange små og mellemstore virksomheder (SMV’er) oplever, at grøn omstilling kræver både tid og store investeringer – blandt andet i ny teknologi, certificeringer og kompetencer.

Målrettet mod nøgleområder i den grønne omstilling

De 16 projekter er ifølge fonden udvalgt for at sætte fart på den grønne omstilling inden for blandt andet Power-to-X, brun bioraffinering såsom pyrolyse og CO2-fangst, -anvendelse og -lagring (CCUS).

Formand for Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling, Peter Hansen, peger på SMV’ernes rolle i den grønne omstilling:

”SMV’erne har en helt afgørende rolle i den grønne omstilling, så hvis Danmark skal nå sine klimamål og fastholde sin grønne førerposition, kræver det målrettede investeringer i netop SMV’erne. Jeg er derfor meget glad for at se, at mange SMV’er har søgt midlerne fra Fonden for Retfærdig Omstilling. Mange grønne teknologier befinder sig i udviklings- og opstartsfaser, hvor der er brug for støtte for at få projekterne ud over rampen. Med investeringen får de adgang til risikovillig kapital, som kan sætte skub i udviklingen af grønne teknologier, der både styrker Danmarks konkurrenceevne og samtidig skaber nye, lokale arbejdspladser.”

Projekt med aktiviteter i både Nord- og Sydjylland får over 23 mio. kr.

Et af projekterne, der får støtte, er BioKon, som har aktiviteter i både Nord- og Sydjylland. Det er et forsknings- og udviklingsprojekt, der samler en række aktører – blandt andre SMV’erne Cir-tech, Hans Tobiasen Maskinstation, GAS PRO, Waste2Walue, E. Marker og Helenehøj Planteavl samt virksomheden Persolit, Aalborg Universitet og den erhvervsdrivende fond Plast Center Danmark.

Projektet får over 23 mio. kr. til blandt andet at udvikle et system til behandling af biomasse, designe og teste en biotørringsreaktor og teste tørreprocesser.

Projektleder fra Plast Center Danmark, Dorte Walzl Bælum, beskriver betydningen af investeringen:

”Vi får nu hjælp til at løse en virkelig spændende problemstilling ved at samle en række teknologier gennem samarbejder mellem flere virksomheder – nogen ved noget om pyrolyse, andre noget om gas, den ene laver professionelle isoleringsopgaver, og den anden jordbundsforsøg. Derudover er en maskinstation, en planteavler og Aalborg Universitet involveret. Sammen har vi forskellige kompetencer, der kan være med til at løse de her problemstillinger i et projekt, der bare ville ligge i en skuffe, hvis ikke vi havde fået den her investering.”

Skal reducere klimaaftryk og styrke regionale arbejdspladser

De støttede projekter skal samlet set bidrage til at reducere Danmarks klimaaftryk, skabe nye arbejdspladser og styrke Danmarks position som foregangsland inden for grønne nøgleteknologier, lyder det i materialet.

Fakta: Fonden for Retfærdig Omstilling

Frem til 2027 investerer Fonden for Retfærdig Omstilling 636 mio. kr. i aktiviteter i Nord- og Sydjylland. Aktiviteterne skal ifølge fonden afbøde de negative virkninger af omstillingen til en klimaneutral økonomi.

Fonden investerer blandt andet i projekter med potentiale til at sikre udviklingen af CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, Power-to-X, pyrolyse og cirkulær omstilling – og midlerne udmøntes af et indstillingsudvalg med 14 medlemmer med erhvervsmæssig indsigt og teknisk ekspertise inden for klima- og energiområdet.