Nyheder
Rigsarkivet åbner Grevinde Danners dødsbo: Nu kan alle gå på opdagelse online
Skifteprotokoller og en detaljeret opgørelse over dødsboet fra 1874 bliver frit tilgængelige – og giver et sjældent indblik i en af 1800-tallets mest omtalte kvinder
Sjældne dokumenter gøres tilgængelige for alle
Hvad efterlod Grevinde Danner sig, da hun døde i 1874 – og hvad kan hendes ejendele fortælle om livet og værdierne hos en af 1800-tallets mest markante kvinder?
Det kan danskerne snart selv undersøge hjemme fra skærmen. Rigsarkivet gør nu Grevinde Danners skifteprotokoller og en detaljeret opgørelse over hendes dødsbo frit tilgængelige online. Materialet hører til blandt arkivalier af “Enestående National Betydning”.
Projektet bliver realiseret med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.
Læs også:
Indblik i værdier – og i eftermælet
Ifølge Rigsarkivet rummer materialet et sjældent indblik i den kvinde, der gik fra beskedne kår til at blive en af landets mest omtalte skikkelser – og senere en central figur i fortællingen om socialt ansvar og kvinders rettigheder.
Arkivar Emma Paaske peger på, at dokumenterne også knytter an til elementer, der har været med til at definere Grevinde Danners eftermæle:
“Hvis man kender Grevinde Danner og historierne om hende, så vil man vide, at Frederiks 7.s stiftelse for forladte pigebørn, som er nævnt i materialet, er en af de ting, der er definerende for hendes eftermæle. Det fortæller også historien om en kvinde, som faktisk gerne vil give tilbage til det samfund, hun kommer fra,” siger arkivar Emma Paaske.
Avisannonce om auktion følger med
Digitaliseringen omfatter ikke kun skifteprotokoller og opgørelser. Materialet rummer også en avisannonce om auktionen over Grevinde Danners løsøre, hvor offentligheden blev inviteret til at købe genstande fra boet.
Del af større projekt om Danmarks vigtigste dokumenter
Grevinde Danners dødsbo bliver digitaliseret som en del af Rigsarkivets ENB-projekt, der skal sikre og bevare Danmarks mest centrale historiske dokumenter og gøre dem tilgængelige for alle – fra forskere og journalister til studerende og nysgerrige borgere.
Og Emma Paaske lægger ikke skjul på, at materialet også er en gave til alle med historisk nysgerrighed:
“Alt det her bliver tilgængeligt online, så man selv kan dykke ned i Grevinde Danners dødsbo, og jeg kommer da 100 pct. til at sidde og fordybe mig i materialet — man kan bruge timer på det!”
Læs også: