Når SOSU’er, sygeplejersker, fængselsbetjente og politibetjente forlader deres job i det offentlige, går de ofte ned i både arbejdstid og løn. Samtidig søger de mod arbejdspladser, hvor færre ender på sygedagpenge.
Det viser et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden, som bygger på registerdata fra 2009 til 2023.
Op mod halvdelen forlader jobbet i løbet af karrieren
Ifølge forskningsprojektet forlader mellem 27 og 48 procent af velfærdsmedarbejderne i det offentlige deres job i løbet af karrieren.
ROCKWOOL Fonden konkluderer, at mange med relevante uddannelser ikke længere arbejder med deres fag i det offentlige.
“Vores analyse viser, at omkring 50.000 personer med de relevante uddannelser, herunder næsten 27.000 SOSU’er, ikke arbejder med deres fag i det offentlige,” siger Jacob Arendt, forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden.
Han peger på, at det er en udfordring, fordi der i de kommende år forventes rekrutteringsproblemer i netop de fag.
“Mange har nævnt et behov for større udenlandsk rekruttering, men vores analyse peger på, at der også er et stort potentiale i at fastholde flere i det offentlige og rekruttere flere, hvis der er politisk ønske om det,” siger Jacob Arendt.
Læs også:
Går ned i arbejdstid – især politi og fængselsbetjente
Alle fire faggrupper har det til fælles, at de arbejder færre timer, når de forlader det offentlige.
Det gælder især fængsels- og politibetjente, som i gennemsnit arbejder 3–4 timer mindre om ugen i deres nye job.
SOSU’er og sygeplejersker arbejder i forvejen oftere på deltid i det offentlige, men også de reducerer arbejdstiden, når de skifter – med 1 til 1,5 time om ugen.
Lønnen falder for de fleste – politibetjente går frem
Forskningsprojektet viser også, at lønnen typisk falder, når medarbejderne forlader deres fag i det offentlige.
Fængselsbetjente går i gennemsnit 4.000 kroner ned i månedsløn, mens SOSU’er går 1.800 kroner ned om måneden.
Sygeplejersker mister i gennemsnit 360 kroner om måneden.
Politibetjente er den eneste gruppe, der i gennemsnit går op i løn. Her stiger lønnen med 830 kroner om måneden, primært fordi flere finder bedre betalte job i den private sektor.
Skifter til arbejdspladser med lavere sygefravær
Rapporten viser, at andelen, der modtager sygedagpenge i perioden 2009–2023, er høj blandt velfærdsmedarbejdere i det offentlige.
I et givent år er 12 procent af politibetjentene i gennemsnit på sygedagpenge. For sygeplejersker er tallet 17 procent, for fængselsbetjente 19 procent, og for SOSU’er hele 25 procent.
Forskerne kan samtidig se, at alle fire grupper søger mod arbejdspladser, hvor færre modtager sygedagpenge – både i den private og offentlige sektor.
Politibetjente skifter i gennemsnit til job, hvor andelen på sygedagpenge er 10 procentpoint lavere end i deres tidligere job. Fængselsbetjente finder job med 8 procents lavere sandsynlighed.
For SOSU’er er sandsynligheden 3 procentpoint lavere, mens sygeplejersker finder job, hvor andelen på sygedagpenge er 2 procentpoint lavere.
“Det er ikke kun lønnen, der betyder noget”
Forskningsrapporten viser også, at sandsynligheden for at være på sygedagpenge ofte stiger lige før jobskiftet – men falder hurtigt igen efter skiftet.
Derudover har de fire faggrupper generelt en lavere sandsynlighed for at modtage sygedagpenge, når de forlader det offentlige, sammenlignet med dem, der bliver.
Jacob Arendt mener derfor, at løsningen ikke kun handler om løn.
“Vores analyse tyder på, at mange, der forlader deres fag i det offentlige, er villige til at gå ned i løn og arbejde færre timer i bytte for arbejdsvilkår, der passer dem bedre. Derfor er det ikke kun højere løn, men også arbejdsvilkår, der betyder noget, hvis man vil fastholde flere offentlige velfærdsmedarbejdere,” fortæller Jacob Arendt.
Bygger på registerdata fra 2009 til 2023
Forskningsprojektet har analyseret registerdata fra årene 2009–2023 for personer mellem 18 og 64 år, der har gennemført en uddannelse som SOSU-assistent eller -medhjælper, sygeplejerske, fængselsbetjent eller politibetjent.
Læs også: