Job

DM i Skills 2026: 285 unge dyster om DM-guld i 48 fag

Danmarksmesterskabet for unge faglærte vender tilbage 23.–25. april – efter at DM’et ikke blev afholdt i 2025, hvor Danmark var vært for EuroSkills

Søren Greve
Af Søren Greve 13. februar 2026

Danmarks bedste unge faglærte skal findes, når DM i Skills 2026 afholdes 23.–25. april 2026. Her stiller 285 unge op i 48 forskellige fag for at kæmpe om guldmedaljer og titlen som Danmarksmester.

DM i Skills blev ikke afholdt i 2025, fordi Danmark var vært for EuroSkills.

Konkurrencerne spænder bredt – fra kok, snedker, murer, tømrer og tjener til frisør og urmager, plus 41 andre fag.

Har allerede kvalificeret sig gennem flere runder

Deltagerne har ifølge arrangørerne været igennem et længere udskilningsforløb med skolemesterskaber og regionale mesterskaber. Dermed har de allerede vist, at de ligger i toppen inden for deres fag, men det er først ved DM i Skills, at “den allerbedste” kåres efter tre dages konkurrence.

Publikum kan både se håndværk – og prøve selv

DM i Skills er ikke kun for deltagere og fagfolk. Ifølge SkillsDenmark er eventet også relevant for unge og familier, der vil blive klogere på uddannelsesmuligheder.

”Publikum kan opleve det ypperste danske håndværk på DM i Skills – og se landets dygtigste unge i aktion. Men det er også et kæmpe oplevelsescenter for unge, der overvejer deres uddannelsesvej. Hvert fag har nemlig et såkaldt ”prøv, mærk og føl” område, hvor man selv kan prøve kræfter med faget. Derfor er det en fantastisk mulighed for at komme helt tæt på de mange uddannelsesmuligheder en faglært karriere giver, siger direktør i SkillsDenmark, Simon Neergaard-Holm.

Her kan du finde deltagere fra din kommune eller skole

Deltagerne kommer fra hele landet og repræsenterer både erhvervsskoler og virksomheder fra alle regioner. Arrangørerne oplyser, at der findes en deltagerliste, hvor man kan søge på skole, by, læreplads og fag – og også på kommune, virksomhed og fag.

Det gør det muligt at finde ud af, om der er deltagere med tilknytning til netop din kommune, din skole eller lokale virksomheder.