Erhverv

Ny rapport: Mange danske industrivirksomheder bruger genanvendte materialer – men tre barrierer bremser

Teknologisk Institut har spurgt 231 virksomheder: Over hver tredje bruger sekundære råvarer, men mængder, leverancer og kvalitet er stadig store udfordringer

Søren Greve
Af Søren Greve 17. februar 2026

Flere danske industrivirksomheder er i gang med at omlægge produktionen i en mere cirkulær retning, hvor materialer genbruges og genanvendes. Det viser en ny rapport fra Teknologisk Institut, som bygger på svar fra 231 danske industrivirksomheder med 5-1.000 ansatte.

Ifølge rapporten anvender mere end hver tredje virksomhed i nogen grad eller høj grad sekundære råvarer i produktionen, og over halvdelen genanvender spild fra egen produktion. Undersøgelsen er gennemført i efteråret 2025 via elektronisk survey og er en del af resultatkontrakten “Cirkulære Materialer” under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Cirkularitet handler også om forsyningssikkerhed

I pressemeddelelsen peger Teknologisk Institut på, at cirkulær økonomi ikke kun handler om klima og miljø, men i stigende grad også om at gøre virksomheder mindre sårbare over for globale forsyningsproblemer.

“Cirkulær økonomi handler ikke længere kun om miljø og klima – det handler i høj grad også om forsyningssikkerhed. Når verdenshandlen er så usikker, som den er nu, bliver det afgørende, at danske virksomheder kan genbruge og genanvende deres egne materialer. Det gør dem mindre afhængige af globale råstofmarkeder og mere robuste over for geopolitiske forstyrrelser,” siger centerchef Karsten Frøhlich Hougaard, Teknologisk Institut.

For lokale industrivirksomheder kan det betyde, at arbejdet med genbrug og genanvendelse ikke bare er et grønt tiltag, men også et spørgsmål om stabil drift og adgang til materialer.

Tre barrierer fylder mest

Selv om mange virksomheder er i gang, peger rapporten på, at vejen mod fuld cirkularitet ikke er enkel. Tre barrierer går igen:

  • Manglende mængder af sekundære materialer
  • Usikre leverancer
  • Ujævn kvalitet

Derudover fremgår det, at stopklodserne ofte ikke kun ligger hos virksomhederne selv. Flere oplever modstand fra kunder, der kræver jomfruelige materialer – eller ikke interesserer sig for, hvilke materialer der bruges.

Standarder og certificeringer kan spænde ben

Rapporten peger også på regulatoriske udfordringer. 14 procent fremhæver standarder og certificeringer som barrierer – særligt i brancher med høje krav til sikkerhed, sporbarhed og hygiejne, som fødevarer og medicinsk udstyr.

“Cirkularitetstrappe” viser, hvor virksomhederne står

For at hjælpe virksomhederne med at finde næste skridt har Teknologisk Institut udviklet en “cirkularitetstrappe” – en modenhedsmodel med seks trin fra nybegyndere til virksomheder med fuldt cirkulære forretningsmodeller.

Ifølge analysen ligger de fleste virksomheder på trin 1-3, hvor fokus typisk er på emballage og materialestrømme. Omkring en femtedel når de to øverste trin, hvor cirkularitet er integreret i både produktdesign, service og forretningsmodel.

“Modellen gør det muligt for virksomhederne at benchmarke sig selv og få inspiration til næste skridt. Der er ikke én vej til cirkulær økonomi, men mange. Pointen er at hjælpe virksomhederne med at finde deres egen vej fremad,” siger Karsten Frøhlich Hougaard.

Emballage er dér, det rykker hurtigst

Rapporten fremhæver emballage som det område, hvor cirkulariteten er længst fremme. 15 procent angiver, at deres emballage består af 75-100 procent sekundære materialer. Samtidig svarer halvdelen, at de bruger returemballage – enten internt eller via en ekstern ordning.

“Emballage er den del af værdikæden, hvor det faktisk kan lade sig gøre at implementere og skalere cirkulære løsninger. Det er her, mange virksomheder starter deres cirkulære rejse,” siger Karsten Frøhlich Hougaard.

Fem råd til virksomhederne

I pressemeddelelsen giver Teknologisk Institut fem forslag til, hvordan virksomheder kan komme videre:

  1. Efterspørg sekundære materialer aktivt – skab efterspørgsel hos leverandører
  2. Medtænk cirkularitet i designfasen – design til lang levetid, reparation og adskillelse
  3. Etablér partnerskaber på tværs af værdikæden
  4. Dokumentér og spor materialerne – krav om certificering og kvalitetssikring bliver skarpere
  5. Start med emballagen – ofte det letteste sted at tage de første skridt

Fakta: Undersøgelsen kort

  • 231 danske industrivirksomheder med 5-1.000 ansatte har deltaget
  • Gennemført efterår 2025 via elektronisk survey (SurveyXact)
  • Virksomheder fra tung industri til forædlede fødevarer
  • Del af resultatkontrakten “Cirkulære Materialer” under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen