Erhverv

Nyt overenskomstforlig for kommunalt ansatte: Fritvalgskonto og 9,2 procent i samlet ramme

Aftalen gælder omkring 500.000 ansatte – og skal også gøre kommunale job i Aalborg mere attraktive

Søren Greve
Af Søren Greve 25. februar 2026

Et nyt treårigt overenskomstforlig mellem Forhandlingsfællesskabet og KL er onsdag landet og sætter rammerne for løn- og arbejdsvilkår for omkring 500.000 kommunalt ansatte – herunder medarbejdere i Aalborg Kommune og omegn. De kommunalt ansatte akademikere er ikke omfattet, da de forhandles i et særskilt spor.

Den samlede økonomiske ramme i aftalen er 9,2 procent over de næste tre år.

Fokus på balance i hverdagen

Aftalen har blandt andet fokus på at fastholde kommunale arbejdspladser som attraktive og give bedre muligheder for balance mellem arbejdsliv og privatliv.

”Jeg er glad for, at vi har landet en aftale inden for en ansvarlig økonomisk ramme samtidig med, at vi gør det nemmere for vores medarbejdere at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv. Det har været nogle lange og tekniske, men også konstruktive forhandlinger, hvor vi i fællesskab har haft fokus på, at vores arbejdspladser bliver ved med at være attraktive. For det er vigtigt, at vores medarbejdere har lyst til at arbejde hos os og blive ved med at arbejde her længe. Det er helt afgørende for, at vi kan levere velfærd af høj kvalitet til borgerne,” siger Sofia Osmani, KL’s chefforhandler og fungerende formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg.

Ny fritvalgskonto i de kommunale overenskomster

Et af de nye elementer i forliget er en fritvalgskonto, hvor ansatte kan vælge mellem løn, pension og frihed. Samtidig skal ordningen gøre reglerne mere ens, blandt andet for 6. ferieuge og seniordage, så der bliver færre aftaler at administrere.

”Jeg er glad for, at vi er blevet enige om en fritvalgskonto inspireret af den, man har på det private arbejdsmarked. Det er faktisk noget af et nybrud i de kommunale overenskomster, hvor vi nu får skabt en ramme, der giver bedre muligheder for at tilpasse medarbejdernes arbejdsliv til, hvor de er i livet – uanset om man er børnefamilie, midt i livet eller i arbejdslivets sidste år. Det, tror jeg, er noget, som alle generationer på arbejdsmarkedet vil blive rigtig glade for,” siger Sofia Osmani.

”Den nye fritvalgskonto betyder, at den enkelte leder skal sætte sig ind i færre regler og forskelle. Det vil i høj grad lette det administrative arbejde lokalt og mindske risikoen for misforståelser mellem medarbejderne og lederen,” siger Steffen Jensen, næstformand i KL’s Løn- og Personaleudvalg.

Flere lønkroner ud lokalt – og puljer til rekruttering og ledere

Forliget udmønter også omkring 650 millioner kroner fra trepartsaftalen fra 2023. Pengene bruges til lokal løndannelse og en særlig rekrutteringspulje.

”Manglen på arbejdskraft er en af de største udfordringer, vi står med i kommunerne i de her år. Nogle steder mangler man social- og sundhedspersonale, andre steder fysioterapeuter, lærere eller pædagoger. Hvor pengene gør størst nytte, ved man bedst lokalt. Derfor er det godt, at en del af lønkronerne nu kommer ud til kommunerne uden centrale bindinger, så man lokalt kan prioritere de faggrupper, hvor rekrutteringsudfordringerne er størst,” siger Sofia Osmani.

Rekrutteringspuljen udgør 300 millioner kroner og målrettes områder med de største beregnede rekrutteringsudfordringer. Derudover afsættes cirka 300 millioner kroner af lønmidlerne til mere løn til ledere.

”Vi er i kommunerne i fuld gang med at implementere en række store velfærdsreformer på alt fra ældreområdet og folkeskolen til den grønne trepart og beskæftigelsesområdet. Det er en kæmpe opgave, som kræver dygtige, faglige ledere tæt på medarbejdernes hverdag og på borgerne. Derfor har det været meget vigtigt for os, at vi med aftalen her får mulighed for at prioritere mere i løn til vores dygtige ledere,” siger Steffen Jensen.

Mere fri ved børns sygdom – men ikke en automatisk ret

Forældre får ifølge forliget udvidet muligheden for fri med løn, både den dag barnet bliver ringet hjem, og på barnets tredje sygedag. Det understreges samtidig, at der er tale om en mulighed – ikke en rettighed – og at det afhænger af, om det kan hænge sammen på arbejdspladsen.

Forhandlingerne fortsætter

Efter forliget fortsætter forhandlingerne de kommende uger med Akademikerne og de enkelte faglige organisationer. I aftalen er der afsat 2 procent til forhandlinger om løn- og vilkårsforbedringer på de enkelte områder, og der skal ifølge teksten landes omkring 100 overenskomster i løbet af den næste måned.