Nyheder

Ny CEPOS-analyse: Store forskelle i fravær på gymnasier – også når baggrund og geografi regnes med

CEPOS peger på kultur og praksis som forklaring og opfordrer forældre og elever til at kigge på fraværsprocenterne

Søren Greve
Af Søren Greve 2. marts 2026

Der er markante forskelle på, hvor meget eleverne er væk fra undervisningen på landets gymnasier. Det viser en ny analyse fra CEPOS, som har gennemgået fraværet på de gymnasiale uddannelser og sammenlignet skolerne på tværs.

Ifølge CEPOS er variationen stor – også når man korrigerer for forhold som elevernes socioøkonomiske baggrund, uddannelsestype og skolernes placering.

“En indikator, der siger noget om skolens kultur og kvalitet”

CEPOS’ forskningschef Karsten Bo Larsen mener, at fraværsprocenten kan bruges som et vigtigt pejlemærke for både elever og forældre, når gymnasievalget nærmer sig.

“Hvis jeg selv skulle vælge gymnasium, ville jeg helt klart kigge på fraværsprocenten. Det er en indikator, der siger noget om skolens kultur og kvalitet. Hvis eleverne i høj grad møder op, tyder det på, at undervisningen fungerer, og at der er en stærk studiekultur,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Fraværseffekt: Det, der ikke kan forklares udefra

Analysen ser både på det samlede fravær og på den såkaldte fraværseffekt – den del af fraværet, som ikke kan forklares af udefrakommende faktorer som forældres indkomst og uddannelse, elevsammensætning eller uddannelsesretning.

Selv efter den korrektion er forskellene mellem gymnasierne fortsat store, fremhæver CEPOS. Det kan pege på, at skolernes egen praksis og kultur har stor betydning.

“Vi kan se, at nogle gymnasier har markant højere fravær end andre – også når vi sammenligner skoler med nogenlunde samme elevgrundlag. Det tyder på, at der er forskel på, hvor konsekvent man håndhæver mødepligten, og hvor stærk en forventningskultur man har,” siger Karsten Bo Larsen.

Jylland ligger lavere end øst for Storebælt

CEPOS fremhæver også geografiske forskelle i fraværet. Ifølge analysen har gymnasier i Jylland generelt lavere fravær end gymnasier øst for Storebælt.

“Der må næsten være noget i vandet i Jylland, for vi ser også i andre analyser, at fraværet er lavere dér. Det peger på, at der er forskel i kultur og normer. Den forskel bør man tage alvorligt – for fravær har betydning for både faglige resultater og trivsel,” siger Karsten Bo Larsen.

HF har højere fravær

Analysen peger desuden på forskelle mellem uddannelserne. Her fremgår det, at fraværet generelt er højere på HF end på de treårige gymnasiale uddannelser.

CEPOS vil gøre fraværstal lettere at sammenligne

I forbindelse med analysen har CEPOS gjort det muligt for skoler, forældre og elever at sammenligne fraværet på tværs af alle landets gymnasier. Målet er ifølge CEPOS mere gennemsigtighed, så gymnasievalget kan blive bedre oplyst – og så skolerne kan arbejde mere målrettet med at skabe et stærkt ungdomsmiljø.

“Gymnasietiden er en meget vigtig periode i livet. Karaktererne kan få betydning for videre uddannelse og karriere, og de sociale relationer kan vare hele livet. Derfor bør man også se på, om skolen formår at skabe en kultur, hvor eleverne faktisk møder op til undervisningen,” siger Karsten Bo Larsen.

Se, hvor meget fravær, eleverne på dit barns gymnasium har, her.