Nyheder
Ny forskning fra Aarhus Universitet: Marsvin kan selv skrue ned for hørelsen
Studie tyder på, at marsvin har en naturlig mekanisme, der beskytter dem mod kraftig støj fra blandt andet skibstrafik.
Marsvin kan tilsyneladende beskytte sig selv mod kraftig støj i havet. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet, som giver ny indsigt i, hvordan den lille tandhval reagerer på støj fra blandt andet skibe og motorbåde.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet om et nyt studie fra Institut for Biologi, som er offentliggjort i tidsskriftet The Journal of the Acoustical Society of America.
Hørelsen er afgørende for marsvin
Marsvin er stærkt afhængige af deres hørelse. De orienterer sig, jager og kommunikerer ved hjælp af korte kliklyde, der sendes ud i vandet og opfanges som ekkoer.
Men havene bliver stadig mere støjfyldte, blandt andet på grund af skibstrafik. Selv om skibsmotorer primært udsender lavfrekvent støj, indeholder lyden også højfrekvente komponenter, som kan overdøve marsvinenes egne klik.
Det kan gøre det vanskeligere for dyrene at finde føde og navigere.
Læs også:
Marsvin kan dæmpe hørelsen
Ifølge forskerne bag studiet tyder resultaterne på, at marsvin har en form for indbygget beskyttelse mod kraftig støj.
”Et marsvin kan tilsyneladende ’skrue ned’ for deres høresensitivitet, når de forventer støj. Det fungerer som en form for naturlig høreværnsmekanisme og kunne være en vigtig beskyttelse i en verden, der bliver stadig mere støjende for de marsvin, der lever i havet,” siger Kristian Beedholm, biolog og forskningsprogrammør ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.
Forskerne ved dog endnu ikke præcist, hvilke processer i marsvinets indre øre der ligger bag mekanismen.
”Det er kompliceret at kigge dybt ind i høresystemet på et levende dyr, så vi ved faktisk ikke helt, hvordan det foregår i praksis endnu,” siger Kristian Beedholm.
Marsvinet Freja deltog i forsøget
Studiet blev gennemført med marsvinet Freja i forskningscenter Fjord & Bælt i Kerteminde. Freja svømmer normalt frit i et indhegnet havneområde og er trænet til at stå stille i vandet i korte perioder.
Under forsøget blev der monteret to små elektroder i sugekopper på hendes ryg. Den ene sad ved blæsehullet tæt på hjernen, mens den anden blev placeret ved rygfinnen.
Forskerne målte derefter hendes hjernes reaktion på kliklyde både før, under og efter, at hun blev udsat for støj i cirka 20 sekunder.
”Når et marsvin ikke selv kan fortælle, hvad det hører, og hvad det ikke hører, er dette en effektiv metode til at undersøge, hvordan høresystemet reagerer på både kliklyde og støj i realtid, ” siger Kristian Beedholm i pressemeddelelsen.
Støj kan stadig være et problem
Resultaterne viser, at selv relativt lave støjniveauer kan gøre det vanskeligere for marsvin at opfange de kliklyde, de bruger til at orientere sig.
”Når støj forstyrrer ekkoerne, bliver marsvinets ”lydbillede” sløret. Det kan gøre det svært at finde føde. Hvis en speedbåd suser forbi, kan marsvinet ganske enkelt miste ekkoet – og dermed både orienteringen og den fisk, det var ved at fange, eller endnu værre: overse et fangstnet og blive viklet ind i det,” siger Kristian Beedholm.
Forskerne fandt til gengæld ikke tegn på, at støjen gav marsvinet en midlertidig hørenedsættelse efterfølgende.
Færre marsvin i danske farvande
Ifølge Aarhus Universitet viser en nyere europæisk undersøgelse, at bestanden af marsvin i de indre danske farvande nu er omkring 14.000 dyr. Det er markant lavere end optællinger i 2012 og 2016, hvor der blev registreret omkring 40.000 marsvin.
Forskerne håber, at den nye viden kan være med til at skabe bedre forhold for marsvin i de danske farvande.
”Fordi selvom marsvinene tilsyneladende har en evne til at beskytte deres hørelse en smule, overdøver skibsstøj stadig deres vigtigste sans, hvilket kan være direkte livstruende. Vores kriterier for, hvad der er acceptable støjniveauer, er sandsynligvis for høje. Derfor håber jeg, at studiet kan bidrage til et mere lydvenligt havmiljø for marsvin,” siger Kristian Beedholm i pressemeddelelsen.
Læs også: